KB vinder dobbelt guld

Både KB’s damer og herrer vandt DM-guld for hold, da det indendørs Medaljespil blev afviklet på Frederiksberg i weekenden.

Danmarks mest vindende tennisklub fik mere sølvtøj til trofæskabet, da Elitedivisionen indendørs blev afgjort søndag. KB sikrede sig nemlig både guldet for damer og herrer.

Sølvmedaljerne gik til Gentoftes damer og Hørsholm Rungsteds herrer.

Frygtelig start blev vendt

Damernes finale, der blev transmitteret direkte på SPORT LIVE, startede ellers rædselsfuldt KB. Gentoftes 1. single Emilie Francati vandt med sportens mest suveræne cifre, 6-0 6-0 over Rebecca Munk Mortensen.

I 2. single fik Vilma Krebs Hyllested udlignet efter en sejr på 7-5, 7-5 over Maria Jespersen. Og næsten samtidig afgjorde Karoline Laursen 3. singlen med 6-1, 6-1 over Helena Francati fra Gentofte.

I den sidste single havde KB den kun 14-årige debutant i Medaljespillet, Cecilie Fridthjof. Den unge KB lod sig ikke mærke af situationen og vandt stensikkert med 6-1, 6-0 over Victoria I. Andersen.

Så skulle KB kun bruge den ene af de to doubler for at sikre sig DM-guldet. I 1. doublen vandt Gentoftes duo med de to Francati-søstre hurtigt første sæt med 6-3. Men KB-spillerne Rebecca Munk Mortensen og Zoe Du Pasquier Jensen bed sig fast i andet sæt, som de tvang ud i en tiebreak.

Den vandt KB’erne suverænt med 7-2, hvorefter kampen skulle afgøres i en matchtiebreak. Her udnyttede Mortensen og Jensen deres momentum og vandt 10-5. Guldet var en realitet for KB for andet år i træk, mens Gentofte for andet år i træk måtte tage til takke med andenpladsen.

”Det er en helt fantastisk følelse at vinde med sit hold. Det er noget, vi spiller for hele sæsonen, så det er rigtig fedt at kunne gå hjem med guldet,” siger Rebecca Munk Mortensen, der er med i Danmarks Billie Jean King Cup-trup, som skal spille i Tyrkiet om et par uger.


Bronzemedaljerne gik til HIK, som besejrede HRT.

Fedt at kunne give tilbage

I herrefinalen fik HRT en fremragende start, da italienske Matteo Viola slog KB’s svensker, Markus Eriksson, med 6-1, 6-1. Davis Cup-spiller, Johannes Ingildsen, bragte balance i regnskabet med en sejr i to sæt over Henrik Heise Korsgaard.

Anders Grinderslev bragte lynhurtigt KB på 2-1, da han slog Maxim Landa i 4. single. Simon Friis Søndergaard tabte første sæt mod Friedrich Klasen på 3. single. Men KB’eren kom stærkt igen og vandt de næste to med 6-4 og 10-8 i matchtiebreak.

KB stillede med to stærke doublekonstellationer i form af Markus Eriksson/Anders Grinderslev og Johannes Ingildsen/Simon Friis Søndergaard. Begge doubler vandt første sæt. KB-doublerne var også foran i andet sæt, hvor Eriksson og Grinderslev først fik afgjort sin kamp og dermed sikret guldet til Frederikbergholdet.

”Det føles fantastisk. Det er altid dejligt at vinde guld med KB, og det er det, vi går efter hvert år. Det betyder rigtig meget at kunne give noget tilbage til trænerne, de frivillige og alle medlemmer, der støtter os gennem sæsonen,” siger Johannes Ingildsen.

Århus 1900 slog HIK i kampen om bronzemedaljerne.


FINALERESULTATER

Se alle resultater fra weekendens Medaljespil på tennis.dk/medaljespil2022-inde/

DAMEFINALE

KB – Gentofte 4-1

1. Rebecca Munk Mortensen – Emilie Francati0-6, 0-6

2. Vilma Krebs Hyllested– Maria Jespersen 7-6(2), 7-5

3. Karoline Laursen– Helena Francati 6-1, 6-1

4. Cecilie Fridthjof– Victoria I. Andersen 6-1, 6-0

1. Rebecca Munk Mortensen/Zoe Du Pasquier Jensen– Emilie Francati/Helena Francati 3-6, 7-6(2), 10-5

2. Karoline Laursen/Vilma Krebs Hyllested – Maria Jespersen/Victoria I. Andersen 7-6(2), 4-3 ikke færdigspillet

HERREFINALE

KB – HRT 4-1

1. Markus Eriksson –Matteo Viola1-6, 1-6

2. Johannes Ingildsen– Henrik Heise Korsgaard 6-2, 7-6(7)

3. Simon Friis Søndergaard– Friedrich Klasen 4-6, 6-4, 10-8

4. Anders Grinderslev– Maxim Landa 6-0, 6-1

1. Markus Eriksson/Anders Grinderslev– Matteo Viola/Henrik H. Korsgaard 6-3, 6-3

2. Johannes Ingildsen/Simon F. Søndergaard – Friedrich Klasen/Maxim Landa 6-3, 4-1 ikke færdigspillet