Hun kom tilfældigt ind i tennisens verden. Tyve år senere er Mia Mønster blevet en af Dansk Tennis Forbunds uundværlige kræfter.
Denne artikel er første del af en ny serie, hvor vi går tæt på menneskene i Dansk Tennis Forbunds sekretariat. Hvem er de, hvad driver dem, og hvad gemmer der sig bag kulisserne? Først i rækken er Mia Mønster – organisator, bindeled og en af husets mest erfarne stemmer.
Sidebyttet varer kun få sekunder. Reklamerne ruller, lyden sidder i skabet, banderne står præcist i rette vinkel. For publikum til en landskamp er det en lille ting – et åndedrag mellem partier. For Mia Mønster er det et øjeblik, der får noget i hende til at falde på plads.
”Der ved du, at tingene spiller,” siger hun. ”Så går noget måske galt igen bagefter, og så må man løbe. Men lige dér er vi i gang. Og det er det, vi er der for.”
Hun har stået på sidelinjen i snart tyve år. Som turneringskonsulent, praktiker, organisatorisk knudepunkt og en slags uofficielt kompas for Dansk Tennis Forbund.
Når telefonen ringer, er det oftest hendes nordjyske stemme, man møder først. Og når en Davis Cup-bane skal rettes i sidste øjeblik, eller en manual fra det internationale forbund skal læses for tredje gang, er det ofte hende, der tager fat.
Fra kælder til knudepunkt
Da hun bliver ansat i 2006, er der intet glamourøst over dansk tennis’ kontorforhold. Dansk Tennis Forbund holder til i en trang kælder, mens Idrættens Hus renoveres.
Ringbind fra gulv til loft. Ingen vinduer. Kollegaer så tæt, at man nærmest må sidde på skødet af hinanden. Og så er der det med sporten: Hun har aldrig spillet tennis.
”Jeg blev bare kastet ud i det og skulle lære alting fra bunden. Men jeg syntes faktisk, at det var en fordel. Jeg kom ind med et helt blankt lærred.”
Hun er 26, nyuddannet biolog fra Aarhus Universitet, og det er egentlig ikke tenniskoordinator hun drømmer om at blive. Men en dag ser hun en stillingsannonce i avisen, og sender en ansøgning. Hun kommer til samtale. Og bliver kaldt ind igen.
”De spørger: ’Hvad vil du have til frokost? For nu skal vi spise sammen.’ Og så vidste jeg godt, at jeg havde fået jobbet.”
Sjipperen
Idrættens Hus er alligevel ikke ukendt land. Mia Mønster er vokset op i sportens verden, bare i en helt anden disciplin: sjipning – eller rope skipping, som det retteligt hedder. Som ung repræsenterede hun Danmark ved både EM og VM, og den erfaring bærer hun stadig med sig – også som træner for nogle af landets bedste sjippere (der samtidig er nogle af verdens bedste sjippere).
”Jeg har det lidt sådan, at sport er sport. Når du skal afholde en turnering, er opgaven grundlæggende den samme: et sted at konkurrere, dommere, udstyr, forplejning. Detaljerne skifter, men strukturen er den samme.”
Måske er det derfor, hun falder så naturligt ind i tennissens logistiske maskinrum. Og måske er det derfor, hun i dag sidder i både det europæiske og internationale sjippeforbunds bestyrelser – et andet rum, hvor struktur, organisation og mennesker skal bindes sammen.
Davis Cup-dåb
Et år efter hendes ansættelse kommer den første store prøve: en hjemmekamp i Davis Cup. Ingen i forbundet har prøvet det i årevis. Manualer, krav, internationale delegationer. Intet er rutine.
”Vores direktør kommer hen og siger: ’Hvad siger du, turneringskoordinator?’ Og så sagde jeg bare ja. Uden egentlig at vide, hvad jeg sagde ja til.”
Hun læser manualerne fra ende til anden, flere gange. Sådan arbejder hun. For når Mia Mønster sætter sig for noget, skal det være i orden. Siden da har hun prøvet det meste: coronakampe uden tilskuere, udendørsopgør der næsten regnede væk, kvindelandsholdets første hjemmekamp og – ikke mindst – det historiske opgør i Royal Arena med næsten 12.000 tilskuere.
(Artiklen forstætter under billedet…)
”I starten var jeg inde over næsten det hele. Nu handler det mest om at have overblikket og få problemerne løst. Jeg slår måske ikke selv alle sømmene i banderne længere – men jeg ved, hvor de skal være.”
Menneskene i huset
Når man spørger hende, hvorfor hun stadig er her tyve år efter, nævner hun ikke først landskampe, turneringslogistik eller organisatorisk erfaring. Hun nævner mennesker.
”Mine kollegaer er helt klart en af grundene til, at jeg er her endnu. Det er jo mit andet hjem.”
Hun har fulgt generationer af spillere, fra de første juniorår til internationale triumfer. Hun er en af dem, der binder klubber, ansatte og spillere sammen – ofte usynligt, men aldrig uvæsentligt.
Men hun nævner også noget andet: variationen.
Hver dag er forskellig. Der er ingen kedelige rutiner, ingen uger, der ligner hinanden. Nye turneringer, nye spillere, nye udfordringer, nye samarbejder.
”Jeg har fået lov til at udvikle mig hele tiden. Jeg laver ikke det samme, som jeg gjorde for 10 eller 15 år siden. Der kommer hele tiden noget nyt, og det kan jeg godt lide.”
Også klubberne ligger hendes hjerte nær. De mange samtaler, løsninger og samarbejder på kryds og tværs.
”Det tætte bånd til klubberne betyder virkelig meget for mig. Det er dem, der får tingene til at leve ude i virkeligheden. Og jeg sætter pris på, at jeg både har de store events og det helt nære arbejde med klubberne. Det er en bred opgave – og det gør det sjovt.”
Kurt Nielsen og kærligheden til tennis
Men hvornår blev tennis egentlig hendes sport? Ikke fra begyndelsen. Da hun får jobbet, forestiller hun sig, at det blot er et slags mellemstop. Hun skal bare finde ud af, hvad hun egentlig vil.
Noget ændrer sig, da hun sidder en aften to måneder efter sin ansættelse ved en generalforsamling i Aarhus – uden forventninger – og bliver sat over for Kurt Nielsen. Den gamle tennismester fortæller røverhistorier hele aftenen. Om tennis, rejser, mennesker, liv.
”Og så tænker jeg bare: ’Hm. Måske kan det her noget.’”
Resten er gået af sig selv. Et år har taget det næste. En turnering er blevet til en ny udfordring. En kollega er blevet til en ven. En sport er blevet til en kærlighed.
Snart kan hun tælle til tyve år i DTF.
”Det var tilfældigt, at det blev tennis. Men jeg blev hængende. Og nu har jeg en virkelig stor kærlighed til sporten. Det er der ingen tvivl om.”
