Med god holdånd hele vejen kom de danske U13-spillere hjem med en andenplads og uvurderlig erfaring fra de nordiske mesterskaber i Finland.

Helsinki dannede i den forgangne uge ramme om det traditionelle nordiske mesterskab, hvor Danmark, Norge, Sverige og Finland hvert år dyster. Mesterskabet er for U13 og hver landskamp består 12 kampe, hvor hvert køn spiller fire singler og to doubler.
Danmark kunne rejse hjem med en flot andenplads, mens værterne fra Finland tog sig af titlen.
”Det var en god og lærerig tur. Jeg håber, at spillerne tager oplevelsen med sig og træner endnu hårdere og endnu mere koncentreret hjemme i klubberne. Spillerne havde en god holdånd og støttede hinanden, hvilket helt sikkert gav sig udslag i nogle af kampene,” siger juniorlandstræner Kim Hansen.
Norge var første modstander. Danmark vinder samlet med 8-4. De danske piger gjorde rent bord i single og double.
Næste dag blev det til et nederlag på 7-5 mod Finland. De finske drenge var ganske suveræne til årets NM, og det blev udslagsgivende mod Danmark.
På sidstedagen blev det en meget tæt landskamp mod svenskerne, som endte uafgjort 6-6. Danmark ender dog på mesterskabets andenplads, da holdet havde klaret sig bedre end Sverige i kampene mod Norge og Finland.
Det danske hold
Ella Møller Wilstrup (Holte), Emilia Thygesen (KB), Emilia Henningsen (Hareskov-Værløse), Filippa F. Munch (KB), Sophia Valsted (KB)
Sebastian Kvist (KB), Laurits Østergaard (HRT), Philip Dianati (Birkerød), Villum T. Riddersholm (KB), Louie W. Jessen (Gentofte)
Coaches
Lucas Hjorth (Holte), Christian Camradt (KB), Kim Bau Andersen (Greve), Kim Hansen (Dansk Tennis Forbund)