Ledøje-Smørum er Årets Tennisklub

På DTF’s generalforsamling blev Ledøje-Smørum kåret til Årets Tennisklub. Samtidig fik HIK overrakt Mogens Pagh-Pokalen og Waagepetersens æresetui gik til Maciej Wawrzyniak.

Michael Fredsbo, Kirsten Krag og Frederik Hausner Petersen modtog æren som Årets Tennisklub på vegne af Ledøje-Smørum.

På Dansk Tennis Forbunds generalforsamling i lørdags blev der tid til mere end politisk debat og valg til bestyrelsen. En for de fornemmeste priser i dansk tennis skulle også deles ud – nemlig Årets Tennisklub.

Fra talerstolen i Kolding bekendtgjorde DTF’s afgående kasserer, Jan Winther, at Ledøje-Smørum blev kåret til Årets Tennisklub 2018.

Klubben, der sidste år fejrede 40 års jubilæum, er i en rivende udvikling med et højt aktivitetsniveau og god vækst i medlemstallet. Ledøje-Smørum var sidste år en blandt 15 højdespringere i DTF, som er en udmærkelse, der går til de 15 klubber med den bedste medlemsudvikling i det forgangne år.

Ledøje-Smørum har gjort en stor indsats for at blive bedre til at fastholde voksne medlemmer i klubben. De er blevet lokket via Voksenintroduktion, hvor de lærer andre at kende på samme niveau. Men samtidig tilbyder klubben en række andre formelle og uformelle aktiviteter, så alle grupper af voksenspillere i klubben bliver inddraget.

Hal og holdturnering

Også for klubbens juniorer er der et højt aktivitetsniveau med camp i sommerferien og tur til Lalandia og udflugt til Kalundborg. Ledøje-Smørum forsøger at få fat på børnene i en tidlig alder. I løbet af maj og juni måned inviteres de lokale børnehave og SFO’er på besøg på klubbens tennisbaner, hvor de får introduktion til tennis i form af leg, fantasi og sociale øvelser. På hjemturen udleveres en flyer med oversigt over den faste, ugentlige familietennistræning.

En stor andel af klubbens medlemmer deltager aktivt i holdkampe. 95 spillere, fordelt på 12 hold, deltog i holdturneringen udendørs 2018. I betragtning af at klubben samlet har lidt over 300 medlemmer, er det en meget imponerende deltagelse. Samme tendens ses i klubturneringen, hvor 80 spillere var tilmeldt.

I Ledøje-Smørum vil de gerne blive ved med at udvikle sig. Det måske vigtigste skridt i den proces er ønsket om at få opført en tennishal i Smørum. På den måde kan klubben blive en fuldblods helårs tennisklub. Klubben har arbejdet med halprojektet siden 2014.

Klubben er i forhandlinger med Egedal Kommune om projektet, som efter planen bliver en tennis- og padelhal med fire tennisbaner og fire padelbaner. Klubben mangler dog endeligt svar fra kommunen. Det er målet, at hallen kan indvies i september 2020, såfremt projektet gennemføres.

Mogen Pagh-Pokalen til HIK

Mogen Pagh-Pokalen tilfalder hvert år den klub, der samlet opnår de bedste resultater ved DTF’s ungdomsmesterskaber såvel indendørs som udendørs og har juniorspillere, som klarer sig godt ved internationale turneringer. For andet år i træk var det HIK, som modtog den hæder.

DTF’s næstformand Thomas Kønigsfeldt overrakte pokalen til Inger Kroon, der er formand for tennisudvalget i HIK.

Inger Kroon, HIK, fik overrakt Mogens Pagh-Pokalen af Thomas Kønigsfeldt.

Æresetui til Amager

Waagepetersens æresetui gik i år til Maciej Wawrzyniak, der gennem en lang årrække har været en særdeles aktiv cheftræner i NTK-Amager Tennisklub. Bestyrelsesmedlem i DTF, Joakim Thörring, som selv er aktiv i naboklubben Dragør, begrundede udvælgelsen af Maciej Wawrzyniak. Han var ikke selv til stede til at modtage æresetuiet.

Waagepetersens æresetuiet tildeles efter indstilling fra en lokalunion til en, der enten sportsligt eller administrativt har gjort sig særlig fortjent til en belønning.