Løchte fører an mod Irland i nyt Davis Cup-format

Anført af Frederik Løchte Nielsen stiller Danmark op uden nye ansigter til Davis Cup-opgøret mod Irland 3. – 4. februar i Birkerød. Kampen bliver den første, der spilles under et nyt og mere kompakt format.

Frederik Løchte Nielsen er endnu engang udtaget til Davis Cup. Foto: Morten Olsen.

Davis Cup-kaptajn for Danmark, Kenneth Carlsen, har sat navne på de spillere, der skal spille Davis Cup-opgøret mod Irland i første runde af Europa/Afrika gruppe II. Danmark har fordel af hjemmebane i opgøret, der spilles i Birkerød Idrætscenter 3. – 4. februar.

Det danske hold består af Frederik Løchte Nielsen, Benjamin Hannestad, Søren Hess-Olesen, August Holmgren og Thomas Kromann. Tidligere år har man kun måttet udtage fire spillere. Men som noget nyt i år er det tilladt at have op til fem spillere med.

”Vi har udtaget det hold, vi mener har den største chance for at slå Irland. Det er et rutineret hold, hvor alle spillere har været med på holdet før, og alle har spillet Davis Cup kampe,” siger Kenneth Carlsen.

Kompakt format

Holdets mest rutinerede spiller, Frederik Løchte Nielsen, kan i kampen mod Irland tangere rekorden for flest optrædener for Danmark i Davis Cup-sammenhæng. Den rekord tilhører i øjeblikket Torben Ulrich, der nåede at stille op 40 gange for det danske landshold i tennis. Frederik Løchte Nielsen er inden opgøret mod Irland noteret for 39.

Den fyrretyvende optræden på Davis Cup-holdet kan potentielt blive en af de mest travle for Frederik Løchte Nielsen. I år har det internationale tennisforbund, ITF, nemlig indført et nyt format for Davis Cup-opgør i Europa/Afrika gruppe II, der er det tredje højeste niveau i verden.

Tidligere blev et Davis Cup-opgør spillet bedst af fem kampe over tre dage. Men i det nye format skal de fem kampe afvikles over kun to dage. Til gengæld spilles hver kamp bedst af tre sæt mod tidligere bedst af fem sæt. Konkret spilles der to singlekampe lørdag, mens søndag starter med en double efterfulgt af to singler.

”Det er et nyt format med både double- og singlekampe søndag, og vi glæder os til at prøve det. Vi har rutinerede spillere på holdet, som er vant til at spille både single- og doublekampe på samme dag, når de er ude til de normale turneringer, så vi håber ikke det bliver noget problem,” siger Kenneth Carlsen.

Davis Cup-kaptajnen og resten af holdet ser frem til at optræde på hjemmebane i en forhåbentlig fyldt hal.

”Hele holdet glæder sig også til at spille på hjemmebane i Birkerød, og vi håber meget på, at der kommer mange tilskuere og støtter holdet. Det kan være med til at gøre en afgørende forskel,” siger Kenneth Carlsen.

Irland udtog allerede deres hold i december. De to bedste på holdet er Peter Bothwell og Simon Carr, der ligger henholdsvis nummer 837 og 892 på den seneste verdensrangliste.

 

Danmarks Davis Cup-trup

Frederik Løchte Nielsen

  • Født: 27. august 1983 (34 år)
  • Klub: Lyngby
  • Rangering single: 558
  • Rangering double: 243
  • Davis Cup-debut: 2003

Søren Hess-Olesen

  • Født: 9. januar 1991 (27 år)
  • Klub: Skovbakken
  • Rangering single: 938
  • Rangering double: Urangeret
  • Davis Cup-debut: 2017

Benjamin Hannestad

  • Født: 14. februar 1997 (20 år)
  • Klub: KB
  • Rangering single: 1241
  • Rangering double: 1438
  • Davis Cup-debut: 2016

August Holmgren

  • Født: 22. april 1998 (19 år)
  • Klub: Gentofte
  • Rangering single: 1357
  • Rangering double: Urangeret
  • Davis Cup-debut: 2017

Thomas Kromann

  • Født: 1. juni 1987 (30 år)
  • Klub: HIK
  • Rangering single: Urangeret
  • Rangering double: Urangeret
  • Davis Cup-debut: 2008

Davis Cup-kaptajn: Kenneth Carlsen
Sportschef i Dansk Tennis Forbund: Jens Anker Andersen

Irlands Davis Cup-trup

  • Peter Bothwell, 837 på verdensranglisten i single, 598 på verdensranglisten i double
  • Simon Carr, 892 på verdensranglisten i single
  • Osgar O’Hoisin, 1444 på verdensranglisten i single, 1409 på verdensranglisten i double
  • Julian Bradley, 810 på verdensranglisten i double
  • Sam Bothwell, 966 på verdensranglisten i double
  • Kaptajn: Conor Niland

Fakta om Davis Cup-kampen

  • Første runde-kamp i Europa/Afrika Gruppe II
  • Sted: Birkerød Idrætscenter, Bistrupvej 1, 3460 Birkerød
  • Dato: 3. – 4. februar 2018
  • Underlag: Hard Court – Rebound Ace Synpave

Program for Davis Cup-ugen

  • 31. januar – 2. februar: Indledende åbne træningssessioner
  • Fredag den 2. februar: Lodtrækning og pressemøde kl. 11.30, Birkerød Idrætscenter
  • Lørdag den 3. februar: To singler bedst af tre sæt fra kl. 11.45
  • Søndag den 4. februar: En double efterfulgt af to singler bedst af tre sæt fra kl. 11.00