Mikael Torpegaard er bedst rangerede dansker til weekendens Davis Cup. Sammen med Christian Sigsgaard er han udset til at spille single mod Indien fredag og lørdag.
I dag var der lodtrækning til spillerækkefølgen forud for fredag og lørdags Davis Cup-opgør mellem Indien og Danmark. Den danske kaptajn, Frederik Løchte Nielsen, har valgt at sætte sin lid til Mikael Torpegaard og Christian Sigsgaard i singlerne.
Første mand i aktion bliver Christian Sigsgaard, der møder indernes bedste singlespiller Ramkumar Ramanathan. Dernæst skal Mikael Torpegaard op mod Yuki Bhambri på græsbanen i Delhi Gymkhana Club.
”Jeg synes, at det er enormt sjovt at spille på græs, og det er et godt underlag for mig, da jeg godt kan lide korte point. Jeg føler, at jeg har spillet rigtig godt til træningen og har fået et godt træf. Min serv, den ligger der, og jeg glæder mig til at spille,” siger Mikael Torpegaard.
Frederik Løchte skal spille doublen, der er første kamp lørdag. Han giver favoritværdigheden til hjemmeholdet.
”Vi har tiltro til, at vores drenge kan levere en overraskelse mod inderne, som er på hjemmebane og har valgt underlaget. Drengene har set fine ud på træning. På dagen kan vores drenge spille lige op med dem alle sammen,” siger han.
Den danske Davis Cup-kaptajn forudser et tæt opgør, der bliver ekstra specielt af Indiens valg af underlag.
”Det her græs er lidt mere ‘old school’, hvor spillet bliver meget hurtigt. Hvis du rammer en serv, er det svært at komme ind med en retur. Så der er grund til at tro, det kan skabe nogle tætte kampe. Derfor kommer det nok ned til, hvem der tør tage initiativet på de vigtige bolde,” siger Frederik Løchte Nielsen.
Davis Cup-opgøret spilles i World Group I play-off og gælder en plads i det næsthøjeste landsholdsniveau, World Group I, til efteråret.
Danmark og Indien har mødt hinanden to gange i Davis Cup-sammenhæng. Senest i 1984, hvor Danmark tabte 3-2 på hjemmebane.
KAMPPROGRAM
Fredag
- Ramkumar Ramanathan – Christian Sigsgaard
- Yuki Bhambri – Mikael Torpegaard
Lørdag
- Divij Sharan/Rohan Bopanna – Johannes Ingildsen/Frederik Løchte Nielsen
- Ramkumar Ramanathan – Mikael Torpegaard
- Yuki Bhambri – Christian Sigsgaard
Holdene har mulighed for at bytte ud i deres opstilling inden kampene lørdag.
OM DAVIS CUP-KAMPEN
Davis Cup-kampen afgøres bedst af fem kampe. Alle kampe spilles bedst af tre sæt.
Kampen er en World Group I play-off og gælder om retten til at spille på næsthøjeste niveau i landsholdstennis senere på året. Vinder Danmark over Indien, spiller Danmark World Group I til september. Taber Danmark til Indien, bliver det en tur retur til World Group II.
FORSTÅ DAVIS CUP-SYSTEMET
Hvert år er en ny sæson i Davis Cup-sammenhæng. Det ypperste er Davis Cup Finals, der spilles i slutningen af året med deltagelse af 16 nationer.
I starten af året spilles der kvalifikationskampe til Davis Cup Finals. Samtidig spilles der play-offs om deltagelse på de lavere niveauer – World Group I og World Group II. Vinderne af kvalifikationskampene kvalificerer sig til Finals. Taberne skal spille World Group I mod vinderne af World Group I play-offs.
Hvis Danmark vinder hele vejen – kampen mod Indien, World Group I i september 2022 og kvalifikationskamp i foråret 2023 – vil holdet være med ved Davis Cup Finals i 2023.
Danmarks Davis Cup-trup
Mikael Torpegaard
- Født: 8. maj 1994 (27 år)
- Klub: Lyngby
- Rangering single: 305
- Rangering double: 515
- Davis Cup-debut: 2014
Johannes Ingildsen
- Født: 7. januar 1997 (25 år)
- Klub: KB
- Rangering single: 785
- Rangering double: 557
- Davis Cup-debut: 2019
Christian Sigsgaard
- Født: 14. marts 1997 (24 år)
- Klub: Gentofte
- Rangering single: 824
- Rangering double: 850
- Davis Cup-debut: 2015
Elmer Møller
- Født: 9. juli 2003 (18 år)
- Klub: Århus 1900
- Rangering single: 1707
- Davis Cup-debut: –
Frederik Løchte Nielsen
- Født: 27. august 1983 (38 år)
- Klub: Lyngby
- Rangering double: 98
- Davis Cup-debut: 2003
Davis Cup-kaptajn: Frederik Løchte Nielsen
Team sponsor: STATE drinks
Fakta om Davis Cup-kampen
- Spilles i World Group I play-off
- Sted: Delhi Gymkhana Club, New Delhi, Indien
- Dato: 4.-5. marts 2022
- Underlag: Græs
Program for Davis Cup-ugen
- 1.-3. marts: Indledende træningssessioner
- Torsdag den 3. marts: Holdopstilling og lodtrækning
- Fredag den 4. marts kl. 6.30 dansk tid: To singler bedst af tre sæt
- Lørdag den 5. marts kl. 5.30 dansk tid: En double efterfulgt af to singler bedst af tre sæt
Statistik mod Indien
Danmark og Indien har mødt hinanden to gange tidligere i Davis Cup. I 1984 tabte Danmark med 3-2 på hjemmebane, mens Danmark helt tilbage i 1927 vandt med 5-0 i København.