Nu er der fundet en vinder af konkurrencen om bedste tv-oplevelse blandt hjemmebanerne ved forårets tv-kampe i Elitedivisionen. Lyngby løb med sejren og kan nu se frem til en tur på verdens største indendørs go cart-bane i Racehall København.
Så er det afgjort – Lyngby leverede årets tv-oplevelse i forårsrunderne af Elitedivisionen på SPORT LIVE. Sådan lyder vurderingen fra konkurrencens dommer tv-vært Thomas Skov. Klubben har nu en fartfyldt præmie i vente sponsoret af Racehall København.
Foråret og sommeren har været fyldt med flot og stemningsfyldt tennis – ikke mindst på SPORT LIVE, der lige som sidste år har stået for at dække tv-kampene fra Elitedivisionen. Tv-kampene er blevet sendt om onsdagen, hvor der er blevet vist en single og en double fra tv-banen.
Før forårsrunderne i Elitedivisionen blev sat i gang, gik Dansk Tennis Forbund og SPORT LIVE sammen om en konkurrence, der skulle præmiere den hjemmebane ved de fire tv-kampe, der sørgede for den bedste stemning på anlægget og mest liv på lægterne. Og så skulle det kunne mærkes gennem tv-skærmen.
Kyndig tv-ekspert bag kåring
Bag kåringen og vurderingen af årets tv-oplevelse står den mangeårige tv-vært, mediepersonlighed og tennisfan Thomas Skov, der har set alle tv-kampene igennem.
HRT, Gentofte, Lyngby og HIK var i spil til prisen, der hver især har ageret hjemmebane ved en tv-kamp i foråret. Og det endte med at blive Lyngby, der løb med sejren. Deres tv-kampe blev sendt 8. juni, hvor klubben tog imod herrerne fra Give.
Lyngby havde ved deres tv-kampe sørget for gratis is og kaffe, og det tiltrak børn og voksne fra nær og fjern, der kom for at se og opleve dansk toptennis. Derfor var der fyldt med mennesker langs tv-banen, der leverede klapsalver, som kunne høres hjemme i stuerne. Og den gode stemning var så mærkbar, at konkurrencens dommer ville ønske, at han selv havde været til stede.
”Den der fornemmelse af kaffevogn, unge mennesker på sidelinien, der selv står og småspiller lidt med deres ketchere, og generel god stemning kommer ud gennem skærmen. Jeg lægger mærke til, at de fleste menneskers opmærksomhed er rettet mod kampene, og at der er en vrimmel af mennesker til stede. Jeg får lyst til at have været der. Rammerne ser tjekkede ud. Det er i det hele taget et prof udtryk i videoklippet,” siger Thomas Skov om sin begrundelse.
Lyngby kan som vinderen af årets tv-oplevelse i Elitedivisionen nu se frem til en tur med fart og fællesskab hos Racehall København i Høje Taastrup for 12 personer, hvor der kan køres go cart på verdens største indendørs bane.