Makkere til UM roser hinanden: ”Det var virkelig sejt spillet”

’Godt spillet’ og ’kom igen’ flyver i luften mellem gode makkere ved UM inde.

I double skal man være en god makker. Det har U12-spillerne fuldstændig styr på ved UM inde – powered by Be Active Away. Vi har talt med tre par, som fortæller, hvorfor netop lige deres makker er helt fantastisk – både på og udenfor banen.

Marius Lesak-Hansen, Greve, og Elias Schultz Jensen, Roskilde

De to har trænet sammen. Men det er første gang, de spiller turnering sammen som doublepar.

Hvorfor er din makker en god makker?

”Fordi han ikke bliver sur, og han spiller godt,” siger Marius Lesak-Hansen.

”Jeg synes bare, at det er en opbakning. Det er ikke bare én, der står ved siden af dig og har den anden halve bane. Jeg synes, han bakker godt op, og at vi er et hold. Hvis man taber en bold, så gør han, at man ligesom kommer tilbage igen,” siger Elias Schultz Jensen.

Hvorfor er din makker en god makker udenfor banen?

”Jeg synes bare, han er en god ven. Man kan stole på ham, og han er sød og rar at være sammen med,” siger Elias.

”Han er en god ven. Han er rar, og han bakker op på banen og sådan noget,” siger Marius

Lavede din makker noget særligt godt i jeres kamp i dag?

”Han spillede en god flugt-duel ved nettet. Den, synes jeg, var god,” siger Marius.

”Ja. I lige side spillede han cross, cross, cross ret tålmodigt med god fart og kontrol og det hele. Pludselig slår han den ned ad linjen, og så er det bare et vinderslag. Det var ret godt spillet af ham,” siger Elias.

Filippa Nissen Sigdal, Holte, og Ella Tørring Christiansen, Holte

UM inde er deres anden doubleturnering sammen.

Hvorfor er din makker en god makker?

”Hvis jeg laver en fejl, siger hun ‘kom igen’, eller hvis jeg spiller godt, så siger hun ‘godt spillet’. Så spiller hun også bare, ja, godt. Og hun er en sød kammerat,” siger Filippa Nissen Sigdal.

”Jeg synes, at hun er præcis det samme, som hun lige har forklaret om mig. Hun er for det første god til at spille tennis. Hun er virkelig sød, og hvis man laver en fejl, så siger hun bare ‘kom igen’, og så er man klar til næste bold. Man skal bare huske at have det sjovt,” siger Ella Tørring Christiansen.

Jeres kamp ender i matchtiebreak i dag. Er det ekstra vigtigt med opbakning, når det er sådan en tæt kamp?

”Ja, fordi når det er tæt, så bliver man tit ret nervøs. Og så hjælper det, at der lige er én, der siger ‘kom igen’ eller ‘godt spillet’. Så får man lidt mere god selvtillid,” siger Ella.

Lavede din makker noget særligt godt i jeres kamp i dag?

”Der var en bold, hvor det var rigtig tæt. Hun stod oppe ved nettet, og så flugtede hun den lige væk fra de andre. Det, synes jeg, var virkelig sejt og virkelig godt spillet,” siger Ella.

”Jeg kan godt lide at stå oppe ved nettet,” siger Filippa.

”Der var en, hvor jeg stod fremme ved nettet, hun var tilbage, og de to andre var også tilbage. Så spillede de bare hele tiden kun til hende, og hun skulle ud og løbe hele tiden. Men hun tog bare alle boldene og satte dem virkelig flot ind i banen,” siger Filippa.

”Og endte med at vinde,” synes Ella, at det er værd at tilføje.

Emil Fleischer, Dragør, og Niels Christian Ulrik, HIK

De to gutter har spillet double sammen før til andre turneringer. Men dette er første UM som par.

Hvorfor er din makker en god makker?

”Fordi vi har teamwork og vi kan hele tiden få hinanden op, hvis det går dårligt. Hvis jeg kommer bagud, kan han få mig op igen, så vi kan spille godt,” siger Emil Fleischer.

”Jeg synes, at han er rigtig glad. Så hvis jeg bliver sur, kan han gøre mig glad igen, så jeg spiller bedre. Begge vores bedste slag er forhånden. Han er venstrehåndet, og jeg er højrehåndet, så det passer godt taktisk,” siger Niels Christian Ulrik, som siger bekræfter, at makkeren hjalp med humøret i dagens kamp i 1. runde.

Hvorfor er din makker en god makker udenfor banen?

”Fordi han er sød, og han er en god ven,” siger Emil.

”Fordi han er god til at lege, og han er sød, og vi har det sjovt,” siger Niels.

Lavede din makker noget særligt godt i jeres kamp i dag?

”Ja. På en af de sidste bolde tog han bare alle mulige flugtninger hele tiden,” siger Niels.

“Hans vindere down the line. Dem, synes jeg, var gode,” siger Emil.

UM inde – powered by Be Active Away fortsætter hele påsken med finaler på søndag fra klokken 9.00.