I den kommende weekend afgøres DM-guldet ved Medaljespillet indendørs. Damernes finale kan ses direkte på SPORT LIVE søndag fra kl. 9.
I weekenden blev grundspillet i herrernes elitedivision færdigspillet. På forhånd lå det fast, at KB ville løbe med førstepladsen og dermed kunne vælge semifinalemodstander til den kommende weekends Medaljespil. Århus 1900 sluttede grundspillet af med en suveræn sejr på 6-0 over Gentofte, som sendte dem op på andenpladsen.
Dermed kunne KB vælge mellem at møde HRT eller HIK i semifinalen lørdag den 26. marts. Valget faldt på HIK, som har sluttet stærkt af med sejr i de seneste tre ud fire holdkampen. Dermed skal Århus 1900 og HRT mødes i den anden semifinale ved Medaljespillet, der afvikles på Peter Bangs Vej på Frederiksberg.
Herrernes Medaljespil
- KB – HIK
- Århus 1900 – HRT
Semifinalerne spilles lørdag fra kl. 14.30. Finale og bronzekamp sættes i gang søndag kl. 12.30.
Damernes finale på tv
Grundspillet i kvindernes Elitedivision blev allerede færdigspillet i forrige weekend. Her er KB forsvarende mestre og nøjagtig som hos de mandlige kollegaer, nuppede Frederiksberg-holdet rækkens førsteplads. Og nøjagtig som herrerne valgte damerne at skulle møde HIK i semifinalen.
Den anden semifinale blev et opgør mellem Gentofte på grundspillets andenplads og HRT, der vandt DM-guldet udendørs.
Damernes Medaljespil
- KB – HIK
- Gentofte – HRT
Semifinalerne spilles lørdag fra kl. 9.00. Finale og bronzekamp sættes i gang søndag kl. 9.00. Damernes finale vises direkte på SPORT LIVE.
Sønderborg og B.93 kommer op
I herrernes Elitedivision var der spænding til det sidste om, hvem der sammen med Birkerød skulle ned i 1. division. Skovbakken og Gentofte lå á point inden sidste runde – Skovbakken under stregen og Gentofte over.
Begge klubber havde en rigtig skidt lørdag og tabte 6-0 til henholdsvis Lyngby og Århus 1900. De to klubber har vundet lige mange kampe i sæsonen, men da Gentofte har vundet flere sæt, kunne de bruge øretæverne i weekenden til mest og er sikret endnu en sæson i landets bedste række, mens Skovbakken rykker ned.
Sønderborg gjorde rent bord i 1. division vest og skal næste efterår prøve kræfter med Elitedivisionen. Så var der straks mere spænding i 1. division øst. Her rykker B.93. Østerbroklubben endte godt nok med fire point færre end KFUM, men B.93 vandt samtlige holdkampe – blandet andet i Golden Matchtiebreak mod KFUM – og det gav oprykning.
Dobbelt oprykning
Hos kvinderne overlevede Virum-Sorgenfri på et hængende hår. I stedet må Birkerød tage turen ned i 1. division. Århus 1900 udeblev fra en kamp i femte runde og blev derfor tvangsnedrykket af DTF Turnering.
Fruens Bøge bliver det enlige fynske islæt i landets bedste række til næste sæsonen. Odenseklubben vandt i sikker stil 1. division vest. Og så kunne de fejre dobbelt oprykning i B.93. Klubbens kvindehold gik nemlig ligesom mændene ubesejret gennem 1. division øst.