Tre stærke pigespillere er nomineret til prisen Årets Juniortennisspiller 2022. Vinderen blandt de unge talenter vil blive afsløret i begyndelsen af det nye år.
Tre unge spillere har gjort sig særligt bemærket og er derfor nomineret til prisen som Årets Juniortennisspiller 2022.
De nominerede er Augusta Grau Kristensen (Gentofte), Johanne Svendsen (HRT) og Rebecca Munk Mortensen (KB). Johanne Svendsen tog prisen i 2021, hvor også Rebecca Munk Mortensen var nomineret.
Prisen som Årets Juniortennisspiller uddeles af Dansk Tennis Forbund, som har indstillet de tre nominerede. En jury af danske sportsjournalister stemmer om den endelige vinder. Vinderen vil blive offentliggjort i starten af det nye år.
Årets Juniortennisspiller 2022 – nominerede
De nominerede er skrevet i alfabetisk orden.
Augusta Grau Kristensen (17. december 2008)
Den kun 13-årige Augusta Grau Kristensen gik hele vejen og vandt finalen i en grade 5 juniorturnering på ITF World Tennis Tour i hendes kun tredje internationale ITF-turnering. Det var i september og et par måneder inden var hun nået til semifinalen i en lignende turnering i Hillerød.
I november vandt hun igen en grade 5-turnering. Denne gang i Berlin, hvor hun ikke tabte sæt undervejs mod fire tyskere og en tjekke. Sidst på året har hun også testet sig af ved to grade 3-turneringer, hvor hun begge gang har sat point ind på juniorverdensranglisten.
På de hjemlige breddegrader vandt Augusta både single og pigedouble i U14 ved ungdomsmesterskaberne. På seniorfronten gjorde hun sig også positivt bemærket som en del af Gentoftes sølvvindere ved DM for hold. Som fjerdesingle var hun ubesejret i tre grundspilskampe og DM-semifinalen, inden hun måtte se sig slået for første gang i DM-finalen mod HRT.
Augusta Grau Kristensen var ikke på juniorverdensranglisten ved årets begyndelse. I skrivende stund ligger den 13-årige nummer 840 med lidt point til gode fra en turnering i England denne uge.
Johanne Svendsen (15. maj 2004)
Johanne Svendsen spillede alle fire junior grand slam-turneringer i 2022, hvor hendes bedste resultat blev 3. runde i Roland Garros. Ugen inden Wimbledon nåede hun finalen i den traditionsrige opvarmningsturnering i Roehampton. Svendsen nåede desuden finalen i en grade 2-turnering i marts.
I de voksnes rækker gentog hun bedriften fra året forinden og vandt $15.000-turneringen i Vejle i juli måned. I efteråret gik hun all in på sin seniorkarriere. Her spillede hun en række $60.000-turneringer i Nord- og Sydamerika. Her blev det blandt andet til to kvartfinaler og sejre over spillere med rangeringer som henholdsvis nr. 155, 217, 358 og 377 i verden.
Johanne Svendsen havde også succes som doublespiller. I junior Australian Open nåede hun semifinalen, mens hun vandt en grade 2-turnering i Den Dominikanske Republik og i $15.000-turneringen på KB. Og så stod hun side om side med Sofia Samavati i den afgørende damedouble mod Georgien, der sikrede landsholdet overlevelse i Billie Jean King Cups Europe/Africa Group I.
I august var Johanne Svendsen med til at genvinde DM for hold på hjemmebane med HRT.
I januar nåede hun op som nummer 14 på juniorverdensranglisten. På WTA-listen har Johanne Svendsen spillet sig frem som nummer 526 i verden, hvilket gør hende til den fjerdebedst rangerede dansker hos damerne.
Rebecca Munk Mortensen (1. november 2005)
Rebecca Munk Mortensens bedste resultater i 2022 er kommet i de voksnes rækker. I august gik hun hele vejen og vandt den professionelle $15.000-turnering, som blev spillet på hendes hjemmebane i KB. Samme sted blev det i øvrigt til en finale i double. Hun var også 1. single på det KB-hold, som i marts sikrede sig den indendørs DM-titel for hold.
Tidligt på året var hun i tre kvartfinaler på juniorernes ITF World Tennis Tour. Der var tale om en grade 1, en grade 2 og en grade 3-turnering. I september fik Rebecca Munk Mortensen junior grand slam-debut ved US Open. På banerne i New York kæmpede hun sig først gennem kvalifikationen, slog derefter en italiener i 1. runde, inden hun måtte se sig slået af den senere semifinalist fra Canada.
I december slog hun nummer 38 og 59 på juniorverdensranglisten ved den traditionsrige Orange Bowl, inden hun røg ud i 3. runde.
Rebecca Munk Mortensen sluttede sidste år som nummer 129 på juniorverdensranglisten. Pt. ligger hun seks pladser længere fremme, mens hendes bedste rangering i år var som nummer 91.
De sidste 10 års vindere af Årets Juniortennisspiller
- Johanne Svendsen
- Elmer Møller
- Holger Rune
- Clara Tauson
- Clara Tauson
- Clara Tauson
- U12-landsholdet, der vandt EM inde og ude
- Simon Friis Søndergaard
- Simon Friis Søndergaard
- U13- og U15 landsholdene, der vandt nordisk mesterskab