DTF Holdturneringen inde fortsætter i weekenden. Men de særlige restriktioner for en række nordjyske kommuner udsætter berørte kampe i herrernes 2. division Vest Pulje 1.
På grund af smittefare med en muteret afart af corona er en række nordjyske kommuner blevet underlagt strengere restriktioner, der lukker ned for indendørs sportsaktiviteter. Samtidig opfordres borgere til at blive inden for egen kommunegrænse.
Restriktionerne gælder for kommunerne Hjørring, Frederikshavn, Brønderslev, Jammerbugt, Thisted, Vesthimmerland og Læsø. Restriktionerne strækker sig til 3. december.
DTF Holdturneringen inde fortsætter. Men kampe for klubber i de berørte kommuner udsættes. Konkret drejer det sig om Aars og Hjørring, der begge har et herrehold i 2. division Vest Pulje 1. Kampen mellem de øvrige klubber i puljen spilles fortsat.
Klubberne i den berørte 2. division Vest Pulje 1 er blevet kontaktet direkte af DTF Turnering.
Turnering flyttes til Randers
Der er ingen individuelle turneringer programsat i de berørte kommuner frem til 3. december. Men 12.-13. december skulle der efter planen være spillet en U12 drenge kategori 1-turnering i Hjørring. Den turnering er flyttet til Randers.
Dansk Tennis Forbund og DGI Tennis’s retningslinjer og anbefalinger for tennis og padel er desuden opdateret med særreglerne for de syv nordjyske kommuner. Seneste udgave kan altid findes på tennis.dk/corona