Ny pris hylder Danmarks frivillige ildsjæle

Velliv og Danmarks Idrætsforbund er gået sammen om at hylde idrættens hverdagshelte. Med en ny pris hyldes de engagerede og passionerede frivillige, som med deres ekstraordinære store indsats sikrer et aktivt socialt fællesskab og sætter rammerne for velfungerende foreninger, hvor børn, unge og voksne kan dyrke den idræt, som de elsker.

Der venter vinderen af den nystiftede pris ’Velliv og DIF’s Frivillige Ildsjæl’ 75.000 kroner og en kæmpe hyldest foran hele Danmark ved det store tv-show Sport 22. Frivillige ildsjæle fra foreningslivet kan nu indstilles.

De frivillige får danskernes foreningsliv til at hænge sammen. De sørger for den ugentlige træning, planlægning og afvikling af holdkampe, turneringer, sociale arrangementer og et utal af andre begivenheder.

De er trænere, foreningsformænd, praktiske hjælpere, klubkasserere og holdledere. De er limen og motoren i dansk foreningsidræt, og de skal nu hyldes i stor stil.

Med prisen følger 75.000 kroner. De 25.000 kroner går personligt til vinderen af prisen. De øvrige 50.000 kroner går til den idrætsforening, som modtageren af prisen repræsenterer. Desuden vil 2. og 3. pladsen hver modtage 10.000 kroner.

Kender du en træner, et bestyrelsesmedlem, en holdleder, en hjælper eller en helt femte person, som er en hel særlig ildsjæl i jeres tennis- og/eller padelklub og fortjener en unik anerkendelse, så er det nu, du skal nominere.

INDSTIL EN FRIVILLIG ILDSJÆL

Kandidaterne til ‘Velliv og DIF’s Frivillige Ildsjæl’ kan indstilles af alle danskere, der har deres gang i idræts- og foreningslivet. Man kan ikke indstille sig selv. For at komme i betragtning til prisen skal man være tilknyttet en idrætsforening under et af DIF’s 62 specialforbund.

Indstillingsperioden kører fra den 11. november til den 27. november 2022.

En dommerkomité bestående af repræsentanter fra Velliv og DIF og udpeger prisvinderne.

LÆS MERE OM PRISEN