Nye medlemstal netop offentliggjort

DIF har netop offentliggjort de seneste medlemstal for alle foreningerne under Dansk Idræts Forbund. Beklageligvis oplever tennissporten ikke en vækst i det samlede medlemstal. I 2016 blev der således registreret 56.315 medlemmer. Figuren nedenfor giver et hurtigt overblik over medlemsudviklingen i de sidste 5 år inden for forskellige aldersgrupper. 

Nedgangen på i alt 527 medlemmer fra 2015 skyldes tilbagegang i aldersgruppen 25-29 år (- 670 medlemmer) og 0-12 år (- 126 medlemmer), mens de resterende alderskategorier oplever en lille fremgang i alt på 269 medlemmer.

”Udviklingen er ikke helt som forventet, men inddrager vi samtidig udviklingen i DGI’s medlemstal – som ligeledes er blevet offentliggjort i dag – kan vi se, at der ikke bliver færre aktive tennisspillere. Væksten hos DGI er primært kommet ved tilgang af flere tennisklubber som nu er medlem i begge organisationer”, udtaler bestyrelsesformand i DTF Henrik Thorsøe Pedersen.

Projekt ”Bevæg dig for livet” har således ikke givet den ønskede effekt – endnu. Men den positive udvikling tror både DGI og DTF kommer.

”Ser vi på det samlede antal vækstaftaler som vi har indgået med klubberne (pt. over 60 aftaler) kan vi løbende anslå hvor mange nye medlemmer, som vi (DTF sammen med klubberne) tror på kommer til. Hvert vækstmål er nøje fastlagt i et tæt samarbejde mellem DTF’s klubudviklingskonsulenter og de enkelte klubbers ledelse. Til hvert mål er der således tilknyttet en handlingsplan med tiltag, som skal tiltrække, fastholde og udvikle klubbens medlemmer” udtaler den nytiltrådte direktør i DTF Klaus Nørby Jakobsen.

”Derfor tror vi på vækst i de kommende år, men det er et langt sejt træk. Vi må også erkende, at det ambitiøse mål med 10.000 nye tennisspillere i både DTF og DGI kræver en ekstraordinær indsats. Derfor ser vi hele tiden på, hvordan vi forstærker indsatserne i alle led, fra forbund via unionerne og ud i klubberne. Første skridt er at skabe sammenhæng mellem den samlede ønskede vækst i tennislandet og vækstmålene i de enkelte klubber. Kun på den måde kan vi sikre fælles ejerskab for målsætningerne, og her udgør vækstaftalerne en vigtig faktor” slutter direktør Klaus Nørby Jakobsen.

Læs DIF’s pressemeddelelse om medlemstallene