Olivia Gram klar til hovedturneringen

Mandag skulle der både spilles første og anden runde af kvalifikationen. Olivia Gram spillede sig videre til hovedturneringen ved IFT-turneringen i Vejle, mens Valdemar Pape og Henrik Korsgaard stadig har muligheden for at følge trop.

Olivia Gram er efter dagens sejre klar til hovedturneringen, der begynder tirsdag.

Hele natten var der blevet bedt til de højere magter om tørvejr på anlægget i Vejle Tennis Klub – og bønnerne var heldigvis blevet hørt. I hvert fald først på dagen. For efter regnvejret søndag, hvor ingen af de 28 planlagte kampe kunne spilles, skulle et større puslespil gå op mandag.

Alle syv baner måtte tages i brug, og derudover betød det også, at flere af spillerne skulle på banen to gange, så både første og anden runde af kvalifikationen kunne blive afviklet samme dag.

15 danskere skulle i aktion, og det lykkedes fire af dem at spille sig videre til kvalifikationsfinalerne sidst på dagen. For Olivia Gram lykkedes det at vinde begge sine kampe, mens Valdemar Pape og Henrik Korsgaard stadig har muligheden for at spille sig i hovedturneringen, der begynder tirsdag.

Svær start

Der var fire danskere på gruset, da dagens kampe blev sat i gang klokken 9. På herresiden skulle Jonas Hembo Mathiasen (Esbjerg), Gustav Theilgaard (Lyngby) og Yakup Unzel (Birkerød) gøre sig forhåbninger om at spille sig videre til kvalifikationsfinalerne senere på dagen, mens Olivia Gram (Kolding), der er seedet 1 i kvalifikationen hos damerne, var første danske kvinde med samme mission.

Det blev til succes på halvdelen af de fire danske baner. Gram og Mathiasen spillede sig sikkert videre, mens Theilgaard og Unzel måtte se sig slået i deres kampe. Sidstnævnte var ellers tæt på at hive sejren hjem mod sin svenske modstander. Kampen skulle afgøres i en matchtiebreak, der spilles i stedet for tredje sæt i kvalifikationen, men marginalerne var desværre ikke på danskerens side.

Et nyt hold danskere stod derefter klar til at betræde det røde grus, men hverken de to HRT’ere Christopher Garde og Emma Kamper Malmkjær eller Rasmus Hembo Mathiasen fra Esbjerg havde held i sprøjten. De blev alle tre besejret i deres første runde af kvalifikationen.

Bedre gik det hos Valdemar Pape (HIK) og Henrik Korsgaard (B.93) som dog også blev de sidste to danskere til at spille sig videre til kvalfinalerne.

Trods flotte præstationer blev modstanden for stor, og danskerne blev ramt af en række nederlag på stribe. Det lykkedes hverken Emil Mikkelsen (Sønderborg), Frederikke Pape (Gentofte), Zoe Du Pasquier Jensen (KB), Freja Løvbjerg (Aarhus 1900), Cecilie Wiche (Fruens Bøge) eller Olivia Thiemke (Hareskov-Værløse) at spille sig videre.

Fire danskere i kvalfinalerne  

Efter første runde havde fire danskere nu muligheden for at spille sig i hovedturneringen. Jonas Hembo Mathiasen, der havde fået wildcard til kvalifikationen, var første dansker til at gå på banen igen. Esbjergenseren stod dog over for en af de større forhindringer. På den anden modsatte side af nettet havde finske Eero Vasa stillet sig klar. Vasa var seedet 1 i kvalifikationen hos herrerne, og det afspejlede sig i kampens resultat. Danskeren tabte i to sæt med cifrene 2-6, 0-6.

Første dansker til at kvalificere sig til hovedturneringen blev Olivia Gram. Hun stod overfor Olga Golas fra Polen i sin kvalfinale. Golas tog første sæt 6-3, men den 22-årige dansker fandt rytmen og kom bedst fra start i andet sæt. Ved en dansk føring på 4-2 åbnede himlen sig pludselig, og spillet blev stoppet. Efter en længere regnvejrspause kunne spillerne gå tilbage på banen igen. Det lykkedes Gram at bevare momentum, og hun kunne gøre arbejdet færdigt i tredje sæts matchtiebreak.

”Det er dejligt. Jo flere kampe, jo bedre. Det gør ikke noget, at det blev tæt. Det er kun fedt at blive udfordret. Jeg glæder mig bare til i morgen. Det er bare ind og arbejde videre,” sagde Olivia Gram efter sin kamp.

Valdemar Pape, der ligesom Jonas Hembo har fået wildcard til kvalifikationen, var flyvende i sin kvalfinale mod Radovan Michalik og vandt 6-1 i første sæt. Dog satte et regnvejr en stopper for at spille videre, og kampen skal færdigspilles tirsdag. Det samme gør sig gældende for Henrik Korsgaard, der aldrig nåede at komme i gang med sin kamp.

Tirsdag går hovedturneringen i gang. De første kampe er sat til at gå i gang klokken 9.

Fakta om turneringen

ITF World Tennis Tour turneringen løber af stablen hos Vejle Tennis klub fra søndag d. 23. juli og 8 dage frem. Der er $15.000 i samlet præmiesum for damernes double- og singleturnering. Det samme gælder for herrerne.

Følg med på Sport Live

Der er masser af tennis hver dag på anlægget i Vejle, hvor der er fri entré. Fra den 28.-30. juli (kvartfinaler, semifinaler og finaler) kan du se tennis fra Vejle i dit fjernsyn, når SPORT LIVE sender direkte fra anlægget.

Få SPORT LIVE her.

Info, resultater og kampprogrammer

Se lodtrækninger og resultater for damernes turnering her

Se lodtrækninger og resultater for herrernes turnering her

Under turneringen kan du følge alle resultater og live scores hos ITF. Klik på den ønskede dag og vælg M15 Vejle, DEN for mændenes turnering og W15 Vejle, DEN for damernes turnering

Billeder fra turneringen

Du kan finde billeder fra turneringen via dette link.