Pickleball: Første DM og Race to STATE Masters

DM i Pickleball er en del af DIF DM-ugen. Bliv klogere på mesterskabet og sæsonafslutningen, STATE Masters, i denne turneringsopdatering for DTF Pickleball.

Hvem skal være de første officielle danske mestre i pickleball? Det er spørgsmål besvares under DM-ugen i Herning.

DIF DM-ugen 2024 afvikles den 20.-23. juni med tyvstart fra mandag den 17. juni. Ved det danske ”mini-OL” vil Pickleball i år få sin debut. Der skal altså for første gang nogensinde kåres danske mestre ved et DIF-sanktioneret DM i pickleball.

Turneringen spilles fredag og lørdag den 21. og 22. juni i Sportscenter Herning. Det herningensiske sportscenter bliver et af hotspotsene under DM-ugen. Her vil pickleball have selskab af blandt andet tumbling, dart, funktionel fitness, billard, bordtennis og minigolf.

Til DM i Pickleball går fredag aften med at finde mestre i dame- og herredouble. Lørdag går det så løs med mix-turneringen, inden singlerækkerne runder af.

Tilmeldingen er åben, og det er den frem til og med 9. juni.

Det endelige turneringsformat er afhængig af deltager antal. Men planen er et setup, hvor der spilles indledende puljer efterfulgt af et cupformat. Taber man her, er man ude. Der spilles dog bronzekamp. Dette er altså anderledes end strukturen ved turneringer på STATE Picklball Tour, hvor der typisk er en placeringskamp for alle

Det med småt

Et danmarksmesterskab er det fineste, man kan vinde på hjemlige breddegrader. Derfor er det også vigtigt lige at holde sig de små detaljer for øje, inden man tilmelder sig.

Alle spillere til DM i pickleball skal have en aktiv Pickleball licens i DTF Tournament Software. Deltagerne skal ligeledes være medlem i en forening under Dansk Tennis Forbund.

Ikke-danske statsborgere/statsløse personer kan deltage, hvis de har haft fast bopæl i Danmark i to år forud for tilmeldingsfristens udløb.


Tennis eller padel?

Er du mere til tennis eller padel end til pickleball? Så er tilmeldingen også åben til de danske mesterskaber i tennis og padel:


Race to STATE MASTERS

Foto fra femte afdeling af STATE Picklball Tour: Randers Open – Powered by FZ Forza.

Med weekendens Fyn Open – Powered by FZ Forza er der nu spillet seks afdelinger af STATE Pickleball Tour. Sæsonen afsluttes med STATE Masters den 8.-10. november.

Vi har opdateret vores ”Ofte stillede spørgsmål” om Pickleball licens, racelisterne og STATE MASTERS. Dem finder du her.

I forhold til STATE Masters er der især to vigtige spørgsmål, som man nu kan få svar på:

Hvordan kommer man med til STATE Masters?

STATE MASTERS afslutter sæsonen på STATE Pickleball Tour og spilles 8.-11. november.

Alle par/spillere kan melde sig til. Men der er kun plads til de 8 bedste i hver række. Det er altså de optjente point på racelisterne, der afgør, hvem der kan deltage. Man vælger selv, hvem man spiller double med, og det er parrets samlede antal point, som afgør, om man er kvalificeret.

Der er kun A-rækker i hver kategori. Det gælder både i senior og for 50+.

Det er gratis for kvalificerede spillere at deltage i STATE MASTERS.

Hvordan spilles STATE Masters?

Det er forventningen, at STATE Masters spilles med indledende puljekampe i to grupper af fire hold. Nummer et og to i puljerne går videre til semifinalerne. Der spilles fulde kampe hele vejen.

Der spilles singler fredag, doubler om lørdagen og mix om søndagen.

*Dansk Tennis Forbund forbeholder sig ret til at ændre ovenstående.