I april blev Nicolai Vincents Jørgensen færdig med Tenniscoach-uddannelsen. Uddannelsen har været et springbræt til en fuldtidskarriere indenfor tennis i Slagelse Tennisklub.
For 26-årige Nicolai Vincents Jørgensen kan det efterhånden være svært at huske, hvordan hverdagen var før, han startede i Slagelse Tennisklub. I næsten et og et halvt årti har han været en del af den vestsjællandske klub. Først som spiller og senere som træner.
Nicolais rejse som tennistræner startede, da han som 14-årig blev hjælpetræner på en række juniorhold og nogle år senere tog han basisuddannelsen Tennistræner 1-2-3. Ihærdigheden for hele tiden at blive en dygtigere træner blev bemærket, og Nicolai blev tilbudt stillingen som cheftræner i Slagelse Tennisklub. Det skulle han ikke tænke længe over og sagde ja.
Men efter mange år i rollen følte Nicolai et stigende behov for inspiration og sparring.
“Jeg har en masse dygtige hjælpetrænere. Men jeg er den eneste træner. Så jeg tænkte, at jeg havde brug for noget ny viden, og det var oplagt, at det så var Tenniscoach-uddannelsen, jeg skulle tage. Jeg havde overvejet det i flere år, men nu var timingen rigtig.”
I sommeren 2023 startede Nicolai på Tenniscoach-uddannelsen. Uddannelsen henvender sig til alle trænere, som har taget basisuddannelsen Tennistræner 1-2-3. Hvert modul går i dybden med et tema, som for eksempel teknisk træning, fysisk træning, taktisk træning, klubudvikling, træningsplanlægning og didaktik samt sportspsykologi. Efter uddannelsen vil du være i stand til at varetage en central rolle i klubben og agere cheftræner i mindre eller mellemstore klubber.
Tenniscoach består af seks moduler. Undervejs vil der være både teoriundervisning, debat, gruppearbejde og praksis på banen. Uddannelsen afsluttes med en teoretisk og praktisk eksamensopgave. Og Nicolai kunne hurtigt mærke, at det var lige det, han havde haft brug for.
“Jeg syntes, de instruktører, der var sat ind i kurserne i de forskellige moduler, var helt geniale. Vi havde et utal af forskellige moduler, men alle de instruktører, vi havde, er nogle, som er i faget lige nu. Det hele var up to date. Alle instruktørerne var vildt passionerede omkring lige præcis deres område. Jeg kan mærke på den måde, jeg er træner nu, at det har jeg længtes efter. Det at få noget nyt, som jeg har kunnet tage med ud på tennisbanerne.”
Drømmen om trænergerningen
At Nicolai er endt som cheftræner i Slagelse Tennisklub er ikke helt tilfældigt. For modsat sine tenniskammerater havde han som barn aldrig rigtig drømmen om at stå banen som professionel.
“Jeg kommer faktisk fra badmintonverdenen. Men så var jeg på tenniscamp i Slagelse, og syntes det var megafedt, og så skiftede jeg sport. Der gik ikke længe, før jeg tilbød mig som hjælpetræner til Slagelse Tennisklub for nogle af de små. Og det takkede klubben heldigvis ja til.”
“Helt fra jeg var helt lille, har jeg faktisk haft en drøm om at skulle være træner en dag, der var større end drømmen om at skulle være professionel spiller.”
Efter en veloverstået eksamen kunne Nicolai sammen med de seks øvrige kursister få papir på, at de nu kan kalde sig tenniscoach. Uddannelsen har også givet ham en chance for at knytte et bånd med de øvrige kursister. Faktisk er det blevet så tæt, at de nærmest fungerer som en form for kollegaer nu.
“Vi var et megagodt hold af kursister, som stadig holder kontakten. Instruktørerne var åbne og har tilbudt, at vi altid kan skrive til dem. De er også med i vores Messenger-grupper stadigvæk. Når man står i den stilling, som jeg har, kan man godt nogle gange føle sig en lillesmule alene, men så er netværket lidt blevet mine kolleager. Dem kan jeg altid skrive til, og vi skriver hyppigt til hinanden og sender videoer fra træninger og giver sparring. Så det er helt klart også noget, som jeg tager med fra uddannelsen.”
Tenniscoach banede vejen
Nicolai har ved siden af jobbet som tennistræner læst en bachelor i Sport Management, som han har færdiggjort. Og med et overstået studie kunne han nu dedikere al sin tid til trænergerningen. Derfor blev han tilbudt en fuldtidsstilling i Slagelse Tennisklub i forbindelse med sin tenniscoach-uddannelse. Siden 1. februar har Nicolai lavet det, han elsker allermest, på fuld tid.
“Det har været et ønske og en drøm, at jeg nu kan være tennistræner og klubadministrator på fuld tid. Og Tenniscoachen har været en af nøglerne til, at det kunne gå i opfyldelse.”
Nicolai kan også tilføje kursusinstruktør til sit CV. Få uger efter han havde bestået som Tenniscoach-uddannelse var han med som instruktør-føl, da der i starten af maj på Tennistræner 1 i Taastrup. Her skulle han følge og sparre med kursets instruktør Tobias Ovi og selv prøve kræfter med rollen som instruktør.
“Jeg synes, at det var en rigtig lærerig dag at følge Tobias. Det var spændende at skulle formidle viden og erfaringer videre til nye trænere, som kom fra mange forskellige tennisklubber. Så alt i alt en rigtig god oplevelse.”
Til efteråret kan man som kursist på basisuddannelsen være heldig at få fornøjelsen af Nicolai, når han første gang skal være instruktør på et trænerkursus.
Skal du på Tenniscoach-uddannelsen?
I sæsonen 2024-25 udbydes både Tenniscoach og Padelcoach . Enkelte moduler afholdes i fællesskab, mens de idrætsspecifikke moduler afholdes hver for sig, men på samme lokation, så man kan holde fast i sammenholdet og netværksdelen.