Presseinvitation: Wozniacki hyldes på Københavns Rådhus

Danmarks ubestridte tennisdronning, Caroline Wozniacki, kunne i starten af 2018 løfte trofæet efter at have vundet karrierens største titel ved finalen i grand slam-turneringen Australien Open 2018. Nu kåres hun som Årets Tennisspiller 2017.

Caroline Wozniacki med pokalen. Foto: Scanpix/Saeed Khan

Den flotte præstation fejres på Københavns Rådhus mandag den 30. april kl. 12, hvor overborgmester Frank Jensen (S) ønsker tillykke og byder på rådhuspandekager. Her får Caroline Wozniacki også overrakt prisen for Årets Tennisspiller 2017, og der uddeles en High Performance Pris.

”En præstation i absolut verdensklasse. Kæmpe stort tillykke til Caroline Wozniacki med karrierens største triumf. Jeg glæder mig til at fejre grand slam-sejren på Københavns Rådhus,”siger overborgmester Frank Jensen (S).

Med den imponerende finalesejr ved Australien Open over rumænske Simona Halep med cifrene 7-6, 3-6, 6-4 lykkedes det Caroline Wozniacki, som den første dansker nogensinde, at vinde singlerækken i en af de fire mest prestigefyldte tennisturneringer i verden.

”Carolines triumf ved Australien Open er blandt de allerstørste præstationer i dansk idrætshistorie. Derfor glæder det Dansk Tennis Forbund at få mulighed for at hylde Caroline på behørig vis på Københavns Rådhus på linje med europamestrene i ’92 og andre i samme kaliber,” siger formand for Dansk Tennis Forbund, Henrik Thorsøe Pedersen.

YDERLIGERE INFORMATION

Pressen bedes tilmelde sig arrangementet. For tilmelding eller yderligere information kontakt kommunikationskonsulent på Københavns Rådhus, Tildde Sønder Vindfeldt, f28s@okf.kk.dk  +45 2538 0516.

Pressekontakt til overborgmester Frank Jensen via pressechef Rikke Egelund, tlf. 3147 9497.

Program

  • Mandag den 30. april klokken 12.00 i Magistratsalen, Københavns Rådhus.
  • Pressen møder ved hovedindgangen til Københavns Rådhus kl. 11.45 – medbring pressekort. Der er presseområde i Magistratsalen.
  • Caroline Wozniacki ankommer til Københavns Rådhus kl. 12.00.
  • Tale ved overborgmester Frank Jensen 12.05.
  • Tale ved formand Dansk Tennis Forbund, Henrik Thorsøe Pedersen 12.07
  • Tale ved direktør High Performance Institute, Allan Levann og uddeling af High Performance-prisen ca. 12.15.
  • Efterfølgende evt. mulighed for en kort kommentar fra Caroline Wozniacki.
  • Reception med rådhuspandekager kl. 12.20.
  • Arrangementet forventes afsluttet 12.40.