Har din klub besluttet sig for at invitere nye voksne begyndere ind på banerne i håb om at få flere medlemmer? Det er en god idé, som mange andre klubber har fået rigtig meget ud af.
Via Dansk Tennis Forbund og DGI kan klubberne billigt købe både ketsjere og bolde, og der er også hjælp at hente i form af en manual til de frivillige, der skal tage imod de nye og hjælpe dem med at komme i gang.
Men er det ikke nok, så er der i foråret 2017 et ekstra godt tilbud om to særlige workshops, hvor begynderigangsætterne kan få inspiration.
Der bliver holdt workshop både i Øst- og i Vestdanmark
- Søndag d. 2. april 11.30-15.30 i Hedehusene Tennisklub, Hovedgaden 371A, 2640 Hedehusene
- Tirsdag d. 4. april 17.30-21.30 i Kolding Tennis Klub, Bramdrupskovvej 30, 6000 Kolding
Begge dage vil der være både introduktion og teori, men også flere timers undervisning på banerne.
”Det er ikke strengt nødvendigt at komme på kursus, hvis du som medlem i en tennisklub skal hjælpe med at tage dig af nye, voksne begyndere. Men vil du være ekstra godt forberedt, så har vi lavet disse to workshops, som alle kan melde sig til,” fortæller Lorenz Sønderby, der er projektleder i det fælles samarbejde mellem DTF og DGI, kaldet ”Bevæg dig for livet – Tennis”.
På de to workshops bliver der gennemgået forskellige øvelser, og du får lidt at vide om, hvad man lægger vægt på for at voksne, der ikke har prøvet det før, lærer tennis på den nemmeste måde. Her indgår blandt andet bløde bolde. Du vil blive overrasket over, hvor hurtigt en nybegynder får fat i teknikken, når bolden ikke er så hård som normalt.
Det koster 250 kr. pr. person at deltage, og du skal tilmelde dig på forhånd. Der er 20 pladser pr. kursus.
Du kan tilmelde dig her. Du også læse mere om Voksenintroduktion, Tennissportens Dag og åbent hus, Familietennis og vækstaftaler – alt sammen tilbud målrettet tennisklubberne i Danmark.