Skolesamarbejdet ”GO Tennis” spreder tennisglæde

Tennissporten skal i højere grad på skoleskemaerne landet over – og GO Tennis er indsatsen, som kan bevæge eleverne fra skolebænken til tennisbanen.

Tennis og skumtennis skal på skoleskemaet. Foto: Jens Panduro

GO Tennis er mere end et formelt samarbejde mellem tennisklubber og lokale skoler – det er en mulighed for at åbne døren til tennissporten for skoleelever på en sjov, pædagogisk og lærerig måde. Med GO Tennis vil DGI og Dansk Tennis Forbund sikre børn og unge en god forsmag på tennis og let adgang til foreningslivet.

Den primære målgruppe er elever fra 3.-7. klasse, som favner en aldersgruppe, hvor aktiv læring er blevet let, og teenagelivets strabadser endnu ikke står i vejen for idrætsdeltagelsen. GO Tennis taler samtidig direkte ind i skolernes dagsorden om at fremme bevægelse og trivsel, og giver eleverne en grundlæggende forståelse for tennisregler og slagteknik.

Skolesamarbejde på klubbens præmisser

Med GO Tennis kan tennisklubben og skolen selv sammensætte den bedste model ud fra forskellige tilbud. Eleverne kan både prøve at komme på besøg i klubben til et éndagsevent, deltage i et længere undervisningsforløb i idrætstimerne og endda give den fuld gas til et skolestævne.

”GO Tennis er en videreudvikling af det gamle koncept Klar, Parat – Tennisstart, hvor der nu er mulighed for at skræddersy et samarbejde helt efter skolens og klubbens behov, hvilket giver en mere fleksibel tilgang,” siger projektleder Lorenz Sønderby.

Kom let i gang med hjælp fra DGI og DTF

Mange klubber kan fra tid til anden have svært ved at finde en træner, som dels er i stand til at undervise større grupper af unge begyndere, og samtidig inden for normal arbejdstid. DGI og Dansk Tennis Forbund stiller derfor gerne instruktører til rådighed for at sikre, at eleverne får den bedst mulige introduktion til tennis.

DGI og DTF giver også gerne en hånd med, når der skal rækkes ud til skolen og for den sags skyld kommunen, der i mange tilfælde kan understøtte med midler til denne form for aktiviteter.

Desuden tilbydes der passende udstyr såsom juniorketsjere, skumbolde og mininet til gode priser i HEAD Club Shop, så eleverne for eksempel kan bruge frikvartererne på at spille tennis i skolegården.

Solid brobygning mellem klub og skole

Et afgørende element i GO Tennis er, at eleverne efterfølgende inviteres til mindst én gratis prøvetræning i klubben, så de kan fortsætte deres tennisrejse og opleve foreningslivet på nærmeste hold.

”GO Tennis er en investering i fremtiden for både skoler og tennisklubber. Når vi bringer tennis på skoleskemaet, skaber vi ikke kun mulighed for fysisk udfoldelse, men også en stærkere forbindelse mellem klub og skole, hvor vi giver eleverne smag for foreningslivet,” siger projektleder Lorenz Sønderby.

Er din klub blevet nysgerrig på GO Tennis, og klar på at vise skolebørnene, at tennis er supercool, sjovt og let at lære? Så se mere via linket herunder … og ”GO Tennis” sammen!

KOM LET I GANG MED GO TENNIS