Bliv klar til generalforsamlingen: Se 2023 i bakspejlet

Find årsberetning, regnskab og Appeludvalgets beretning for 2023 samlet ét sted forud for Dansk Tennis Forbunds generalforsamling den 16. marts.

Forud for den årlige generalforsamling i DTF, som i år afholdes lørdag den 16. marts i Brøndby, udgiver forbundet altid sin årsberetning. Her sættes der fokus på, hvad der udmærkede sig ved det forgangne år i Dansk Tennis Forbund.

Det betyder denne gang blandt andet kapitler om samarbejdsaftalen med DGI, over 1000 deltagere på trænerkurserne og flere gode turneringsoplevelser på tværs af alder og spilleniveau. Vi mindes også de to Davis Cup-fester i Hillerød, der kunne føles på DR’s kanaler. Vi kipper en ekstra gang med flaget for 2023’s modtagere af diverse priser, Holger Runes fjerdeplads på verdensranglisten og mestre i tennis og padel. Og så var 2023 året, hvor pickleball blev en del af DTF-familien.

Læs det hele her:

LÆS ÅRSBERETNINGEN FOR 2023

Økonomisk årsrapport

Dansk Tennis Forbund har i 2023 haft et overskud på 58.000 kroner, hvilket er 439.000 bedre end det budgetterede underskud. Resultatet dækker over indtægter på knap 14 millioner kroner og udgifter for cirka 13,85 millioner kroner.

Ledelsen betragter det økonomiske resultat som tilfredsstillende. Dyk selv ned i tallene i årsrapporten, hvor budgettet for 2024 også foreligger.

SE DTF’s ØKONOMISKE ÅRSRAPPORT

Appeludvalgets beretning

Beretningen fra DTF’s Appeludvalg er en fast del af dagsordenen for tennisforbundets generalforsamlinger. Den foreligger i år i skriftlig form og tager udgangspunkt i de to sager, som udvalget behandlede i 2023.

SE APPELUDVALGETS BERETNING FOR 2023

Dagsorden og forslag

Dagsorden for generalforsamlingen er allerede udsendt. Det samme er et forslag om ny kontingentstruktur fra DTF’s bestyrelse, samt et alternativt forslag vedrørende kontingent stillet af Fyns Tennis Union.

FIND DET HELE HER