Solskin og spilleglæde prægede Tennissportens Dag

Tennissportens Dag anno 2018 blev en gedigen succes. Godt forarbejde, stor entusiasme i klubberne og venlige vejrguder lokkede nye og gamle ansigter ud på landets tennisanlæg.

Lørdag den 5. maj 2018 slog hele 251 klubber landet over dørene op for gratis tennisoplevelser på Tennissportens Dag. Vejret viste sig fra sin bedste side over hele landet, og der var mange steder tændt op i grillen og masser af liv og stemning både på og uden for tennisbanerne.

Visionsleder for ’Bevæg dig for livet – Tennis’, Lorenz Sønderby, er godt tilfreds med dagen og den omtale som tennissporten har fået op til sæsonsstart:

”Der har været rigtig mange positive tilkendegivelser fra klubberne om stort fremmøde og mange nye medlemmer. 251 deltagende klubber er samtidig ny rekord for tredje år i træk, og med sådan et stort samarbejde, så få vi i høj grad fremhævet tennissporten i fællesskab.”

Udover forarbejdet central fra Dansk Tennis Forbund og DGI Tennis har Lorenz Sønderby især roser til klubbernes indsats.

“Det kan kun lade sig gøre takket være det store engangement, der lægges for dagen af ildsjæle, frivillige og tennisentusiaster i klubberne. Når så stor en del at landets klubber støtter op om denne fælles indsats, viser det, at Tennissportens Dag virker,” udtaler han.

God dag i klubberne

Og det var virkelig en fremragende dag på grus og kunstgræs rundt om i landet. Det viser tilbagemeldinger fra en række klubber.

”Vejen Tennisklub har haft over 20 besøgende til Tennissportens Dag, hvilket svarer til næsten 50 procent af medlemstallet,” siger Pelle Lindahl, formand for Vejen Tennisklub.

”Fantastisk dag! Antallet på 50-60 nye besøgende overgik langt vores forventninger,” siger bestyrelsesmedlem i Fruens Bøge Tennisklub, Kenneth Jensen.

”Faktisk gik det så godt i år, at man kan sige, at vi druknede i solskin og succes,” siger Ole Teit Jacobsen, bestyrelsesmedlem i Amager Lawn Tennisklub, der oplevede en kontinuerlig tilstrømning af nye ansigter fra klokken 10 til 14.

”Der var god stemning og aktivitet på banerne i Løjt Kirkeby, samt opvisningskamp mellem Aabenraas borgmester og viceborgmester. De to politikere kunne stadig smile efter kampen,” siger Kim Knudsen, bestyrelsesmedlem i Løjt IF Tennis.

De mange positive tilbagemeldinger fra alle kroge af tennisdanmark kan forhåbentlig omsættes til nye medlemmer i klubberne.

”Vi er naturligvis interesseret i at udvikle og optimere Tennissportens Dag. Ambitionen er, at endnu flere klubber er med til at afholde Tennissportens Dag i 2019, så vi kan fortsætte de positive takter. Generelt opleves der en spirende optimisme mange steder i dansk tennis i øjeblikket,” siger Lorenz Sønderby.

Dansk Tennis Forbund og DGI Tennis ønsker at sige tak til alle, som har været med til at arrangere Tennissportens Dag, og ser frem til endnu en stor tennisdag i 2019.