Det kvindelige landshold i tennis er havnet i pulje med Serbien, Sverige, Kroatien, Bulgarien og Norge. Første kamp er mandag mod Kroatien.
***I en tidligere udgave stod der, at første kamp er mod Serbien. Første kamp er mod Kroatien. Programmet lægges herefter dag til dag***
Det danske Billie Jean King Cup-hold er kommet i en svær pulje, når det fra mandag går løs i kvindernes landsholdsturnering. Danmark spiller i Europa/Africa Group I. Her er de 11 deltagende nationer delt ind i to puljer.
Søndag var der lodtrækning, hvor Danmark var i nederste seedningslag. Danmark endte i pulje med Serbien, Sverige, Kroatien, Bulgarien og Norge. Især topseede Serbien og Kroatien med verdensranglistens nummer 23, Donna Vekic, ser stærke ud.
”Vi havde ikke heldet med os i lodtrækningen, når vi fik Serbien og Kroatien fremfor Letland og Tyrkiet. Men vi har et stærkt hold og kommer til at kæmpe med næb og klør i alle kampe,” siger Billie Jean King Cup-kaptajn, Jens Anker Andersen.
Travl uge
Der venter det danske hold en travl uge med kampe hver dag fra mandag til lørdag. I første puljekamp skal danskerne op imod Kroatien. Det øvrige kampprogram er endnu ikke lagt.
”Det er en lang uge, hvor alle spillere skal holde sig klar til at komme i kamp. Selvom vi ikke kom i den pulje, vi havde håbet på, så vil vi fokusere på, at vi får en masse gode kampe. Vi har et meget ungt hold, så vi er også i en proces med det her landshold, og jeg er sikker på, at de vil gøre det rigtig godt,” siger Jens Anker Andersen.
Lørdag afgør placeringen i puljen, hvem Danmark skal møde fra den anden pulje. Dog skal Danmark ikke spille lørdag, hvis holdet ender sidst i sin pulje. I det tilfælde er det direkte nedrykning.
Alle landskampe spilles bedst af tre kampe. Først to singler efterfulgt af en afgørende double.
Den danske trup består af Clara Tauson, Johanne Svendsen, Rebecca Munk Mortensen, Sarafina O. Hansen og Natacha Schou.
Der er ikke livestream fra Billie Jean King Cup Europe/Africa Group I. Turneringen kan følges på Billie Jean King Cups hjemmeside.
Spilleplan
- Mandag: Danmark – Kroatien
- Tirsdag: TBD
- Onsdag: TBD
- Torsdag:TBD
- Fredag: TBD
- Lørdag: Oprykningskamp/placeringskamp/nedrykningskamp
OM BILLIE JEAN KING CUP
Det danske Billie Jean King Cup-hold spiller i Europe/Africa Group I, der er det tredjehøjeste landskampsniveau for kvinder.
De enkelte holdkampe spilles over én dag og afgøres bedst af tre kampe – første to singler og til sidst en double. Alle kampe spilles bedst af tre sæt.
Turneringsformat
Holdet skal spille den 10.-15. april 2023 på grus i tyrkiske Antalya. De øvrige hold er Bulgarien, Kroatien, Egypten, Holland, Letland, Norge, Serbien, Sverige, Tyrkiet og Ungarn.
Holdene er inddelt i en pulje med fem hold og en pulje med seks hold. Puljevinderne rykker begge op, men spiller en indbyrdes placeringskamp. Puljetoerne spiller indbyrdes om oprykning. Nummer tre og fire i puljerne spiller placeringskampe indbyrdes. Femtepladserne fra puljerne spiller mod hinanden om at undgå nedrykning. Sidstepladsen i puljen med seks hold rykker direkte ned.
Den danske trup
Clara Tauson
- Født: 21. december 2002 (20 år)
- Klub: KB
- Fra: Gentofte
- Rangering: 131
- Billie Jean King Cup-debut: 2017
Johanne Svendsen
- Født: 15. maj 2004 (18 år)
- Klub: Hørsholm Rungsted
- Fra: Vejle
- Rangering: 430
- Billie Jean King Cup-debut: 2022
Rebecca Munk Mortensen
- Født: 1. november 2005 (17 år)
- Klub: KB
- Fra: Solrød
- Rangering: 998
- Rangering juniorverdensranglisten: 41
- Billie Jean King Cup-debut: 2022
Sarafina Olivia Hansen
- Født: 7. juni 2005 (17 år)
- Klub: Hørsholm Rungsted
- Fra: Taastrup
- Rangering: Ikke rangeret
- Rangering juniorverdensranglisten: 186
- Billie Jean King Cup-debut: Debutant
Natacha Schou
- Født: 6. april 2004 (19 år)
- Klub: KB
- Fra: Holte
- Rangering: Ikke rangeret
- Billie Jean King Cup-debut: Debutant
Billie Jean King Cup-kaptajn: Jens Anker Andersen
Team sponsor: STATE drinks
Fakta om Billie Jean King Cup
- Spilles i Europe/Africa Group I
- Sted: MTA Tennis Academy i Antalya, Tyrkiet
- Dato: 10.-15. april 2023
- Underlag: Grus