Eliteindsatsen i dansk tennis hæves i 2022, efter det står klart, at Dansk Tennis Forbund igen bliver støttet med Team Danmark-midler. Det kommer både juniorer og seniorer til gode.
Efter en årrække uden for det gode selskab er Dansk Tennis Forbund fra 2022 igen blandt de forbund, som modtager støtte fra Team Danmark til elitearbejdet. Det har Team Danmarks bestyrelse besluttet efter at have behandlet DTF’s ansøgning på årets sidste bestyrelsesmøde.
”Vi er meget tilfredse med, at Team Danmark igen støtter eliteindsatsen i dansk tennis. Siden vi mistede støtten i 2015, har vi arbejdet målrettet for, at vores elitearbejde skulle blive en del af Team Danmarks støttekoncept. Vi glæder os til at bevise, at det bliver en god investering,” siger næstformand i DTF, Thomas Kønigsfeldt, der har ansvar for elite og talent.
Dansk Tennis Forbund er optaget i Team Danmark-regi i en treårig periode, hvor økonomien fastlægges fra år til år. I 2022 modtager DTF 400.000 kroner i grundstøtte fra Team Danmark. Støtten vil blive suppleret med fondsmidler i samme økonomiske leje.
Midlerne giver en betydelig saltvandsindsprøjtning, der giver DTF langt flere muligheder for udviklingen af professionelle tennisspillere.
Samlet løft til eliten
Sportschef i Dansk Tennis Forbund, Jens Anker Andersen, ser frem til det løft, som den økonomiske indsprøjtning vil give til elitearbejdet.
”Team Danmark-støtten giver os mulighed for at hæve den samlede eliteindsats for både juniorer og seniorer. Dansk tennis står et bedre sted end i mange år med en hel række af spillere med et stort potentiale. Her er det afgørende, at vi som forbund sammen med klubberne kan tilbyde dem et rigtig stærkt setup,” siger Jens Anker Andersen.
På juniorsiden vil Team Danmark-midlerne især være målrettet de spillere, der i 2022 skal spille junior grand slams eller er på tærsklen til at skulle junior grand slams.
Den juniorgruppe vil udover støtte til rejser og rejsecoach kunne nyde godt af Team Danmarks ressourcer indenfor ’second opinion’ i forbindelse med skader, sportsernæring, sportspsykologi og dual career, der er samspillet mellem det sportslige og en uddannelse.
Artiklen fortsætter under billedet.
Mere elitemiljø
Spillergruppen vil også være med på træningen i Dansk Tennis Forbunds elitemiljø, som holder til på KB. Det samme vil de bedste seniorer med base i Danmark. Træningen på elitemiljøet vil blive øget fra to til tre gange om ugen med mulighed for to træningspas per dag.
For seniorerne bygges der ligeledes oven på det rejse-setup til ITF World Tennis Tour-turneringer, der har været i forbindelse med elitemiljøet. Rejsegrupperne vil blive mere formaliserede, og der bliver bedre mulighed for at sende en rejsecoach med. Dette vil både tilgodese spillere, der rejser fuld tid, og spillere, som kun rejser dele af året, fordi de eksempelvis er tilknyttet et amerikansk college resten af tiden. Rejsecoach til seniorgruppen er finansieret af DTF og er ikke en del af støtteaftalen med Team Danmark.
”Der er mange fordele ved at rejse sammen til turneringer. Du er sikker på at have gode træningsmakkere. Der bliver fokus på udvikling under sparring med rejsecoachen. Man kommer ud over den værste ensomhed på hotelværelset. Jeg er overbevist om, at vores rejse-setup vil forbedre spillernes mulighed for at præstere,” siger Jens Anker Andersen.