TennisKids: Trænere omsatte idéer til praksis i Skovbakken

24 trænere fra 14 klubber mødtes i Skovbakken til den anden workshop om det nye børnetræningskoncept TennisKids – og dagen bød på både sparring, praksis og de første børn på banen.

TennisKids-konceptet begynder for alvor at tage form rundt i landets klubber. Det stod klart, da Dansk Tennis Forbund og DGI for nylig samlede 24 trænere fra 14 forskellige klubber i hele landet til endnu en workshop. Denne gang i Aarhus.

Dagen blev afholdt hos Skovbakken Tennis og var den anden workshop i rækken, hvor trænere fik mulighed for at arbejde praktisk med det nye børnetræningskoncept. Programmet begyndte med en fælles velkomst og en åben snak om forventningerne til TennisKids – både på kort sigt i den enkelte klub og på længere sigt i dansk børnetennis.

Herefter gik trænerne i gang med en gruppeøvelse, hvor de arbejdede med at “matche matrixen” – en model, der kobler faser og niveauer i børnenes udvikling med konkrete træningsaktiviteter. Øvelsen lagde fundamentet for resten af dagen, hvor teorien hurtigt blev omsat til praksis.

På banen arbejdede trænerne i mindre grupper og fik blandt andet en demonstration af, hvordan en TennisKids-træning kan bygges op. Senere på dagen blev det alvor, da 18 børn på rød bold – flere til deres allerførste træning – kom på besøg. Her fik trænerne mulighed for at afprøve principperne direkte i praksis.

God energi og stor entusiasme

Og modtagelsen var tydelig. Trænerne tog konceptet til sig med stor entusiasme og formåede hurtigt at omsætte tankerne bag TennisKids til konkrete øvelser og aktiviteter på banen. Det gav både energi og værdifuld læring, da dagens erfaringer efterfølgende blev samlet op i fællesskab.

Workshoppen sluttede med en opsamling, hvor deltagerne arbejdede med handleplaner og tidslinjer for, hvordan TennisKids kan implementeres i deres egne klubber.

Mod en national udrulning

Den officielle landsdækkende lancering af TennisKids finder sted den 1. september 2026, hvor fase 1 begynder. Her bliver konceptet tilgængeligt for alle klubber i Danmark gennem kurser, færdige materialer og en digital træner-app. Herefter udrulles TennisKids i klare faser, som skifter ved begyndelsen af hver ny indendørssæson.

  • I fase 1 (indendørssæson 2026–27) er fokus på børn i alderen seks-ti år og rød bold.
  • I fase 2 (indendørssæson 2027–28) udvides konceptet med øget fokus på orange bold og børn i alderen seks-12 år.
  • I fase 3 (indendørssæson 2028–29) inkluderes grøn bold og aldersgruppen seks-14 år. Fra fase 3 bliver Tenniskids en integreret del af træneruddannelsen og Dansk Tennis Forbunds standard for opstart af nye børn i sporten.

I forbindelse med udrulningen bliver der udbudt TennisKids-kurser i Østdanmark, på Fyn og i Jylland, så trænere løbende kan blive klædt på til arbejdet med de yngste.

Se billeder fra dagen her: