Tennissportens Dag 2020 aflyses

Styregruppen for Bevæg dig for livet – Tennis har på grund af de ekstraordinære omstændigheder i forbindelse med Covid-19 besluttet at aflyse Tennissportens Dag lørdag 2. maj.

Tennissportens Dag 2020 aflyses grundet de nuværende omstændigheder i forhold til Covid-19.

Det gør os rigtig kede af det ikke mindst på vegne af alle foreninger, der har knoklet og glædet sig til byde gæster indenfor til en bid af det bedste fra tennis-verdenen.

Men faktum er, at vi af hensyn til alles sikkerhed ikke kan forsvare at afvikle Tennissportens Dag i år.

Afventer myndighedernes udmelding
Lige nu befinder vi os alle i et limbo, hvor ingen ved, hvornår vi igen må forsamles. Så snart der er endelig klarhed fra myndighederne om situationen, vil I høre mere fra vores side.

Når det er sagt, håber DGI og Dansk Tennis Forbund på, at det stadig kan blive muligt at understøtte åbent hus-arrangementer i 2020 rundt om i landet i et eller andet omfang – så vi kan få eksponeret vores fantastiske tennissport.

Igen, vi er enormt kede af at skulle give jer denne besked, men håber på jeres forståelse og fortsatte opbakning til vores allesammens Tennissportens Dag.

Pas nu på jer selv derude!

OBS: Skulle nogle klubber være i gang med at reklamere for Tennissportens Dag, er det derfor yderst vigtigt, at al markedsføringsaktivitet som for eksempel plakatophængning, flyers, Facebook-begivenheder mv. indstilles, så der ikke opstår unødige misforståelser. Tak for det!