UM: “Det vigtigste er, at man gør sit bedste. Uanset om man vinder eller taber”

Dette års UM inde – Powered by Lokal Forsikring er i fuld gang i Hillerød Tennis og Padel Klub. Banerne er fyldt med glade børn og unge, men for spillerne handler det om meget mere end at vinde.

Hvordan er man en god ven på banen? UM inde – Powered by Lokal Forsikring er godt i gang. Vi fangede tre af spillerene til en snak om at spille turnering, at være en fair spiller – og hvad der er sjovt at lave, når man ikke selv er på banen.

Coco Cirkeline Lynge Olsen, 12 år, KB

Hvad er det sjoveste ved at spille UM?

”Jeg er en konkurrenceperson så at vinde, og at se alle og at spille tennis selvfølgelig. Jeg kan godt lide at spille mod forskellige personer. Både dem jeg kender og dem jeg ikke kender. Jeg kan også godt lide at kigge på mine veninders kampe.”

Hvad gør du for at være en god ven på banen?

”Jeg er fair. Jeg snyder ikke. Jeg bliver dårligt tilpas, hvis jeg gør, så kan jeg ikke spille godt resten af kampen, hvis jeg har dømt en bold, der var lidt for tæt på linjen. Og så siger jeg ”godt spillet, og du spillede godt” til min modstander. Jeg har spillet tennis i mange år og har prøvet, når folk ikke er fair.”

Og hvad med udenfor banen? 

Jeg siger til mine veninder ”godt spillet, kom så du kan godt, held og lykke, god kamp.” Det er vigtigt for mig at være en fair person og god ven.”

Hvad har du lært af at spille UM?

”De seneste år har jeg lært, at når du taber, så er det at lære, du kan altid komme tilbage fra det og kampen er aldrig slut før den sidste bold er slået. Det er det jeg mest har lært.”

Philippa Henningsen, 9 år, Hareskov-Værløse

Hvad er det sjoveste ved at spille UM?

”Det sjoveste er, når man vinder en kamp selvfølgelig. Men det vigtigste er, at man gør sit bedste. Uanset om man vinder eller taber. Jeg har set min storesøster spille mange gange, så det er meget hende, jeg har lært det af. Det er mit første rigtige UM, men sidste år spillede jeg double med min søster.”

Gør du noget særligt for at være en god ven på banen?

”Jeg føler, at jeg dømmer rigtigt og ikke snyder. Og kommer op til nettet og siger god kamp. Det er vigtigt for mig at være en fair spiller, for hvis man snyder i en tenniskamp eller bare sport, så snyder man jo faktisk sig selv, for så er man jo ikke fair overfor de andre.”

Hvad kan du godt lide at lave til UM, når du ikke selv spiller?

”Jeg kan godt lide at se de andre spille. Jeg prøver at finde en interessant kamp, og så ser jeg den.”

Adam Kjærsgaard Sørensen, 12 år, Gentofte

Hvad kan du bedst lide ved UM?

“At være med, fordi det er ikke så tit, der er en så stor turnering, og at opleve stemningen. Man kan mærke, at der er lidt mere på spil. Det er også fedt, at der er double.”

Hvad er dit bedste råd til andre, der skal spille UM?

“Man skal ikke være nervøs, man skal spille for sjov. Man kan tage det seriøst på banen, og så kan man hygge sig med sine venner uden for banen. Jeg går op i at være fair. Efter en kamp siger jeg “godt spillet”. Og det gør jeg også, når jeg taber. Og så giver jeg altid håndtryk. ”

Hvad laver du, når du ikke er på banen?

“Jeg går rundt og snakker og ser tennis. Og så snakker jeg lige med min træner efter kampen.”

Følg spillerne til UM

Du kan følge alle resultaterne til UM inde 2024 – Powered by Lokal Forsikring her.