UM: Finalefeltet er klar

Efter en forrygende dag med semifinaler ved UM i Hørsholm er finalerne klar. Der er fri entré, når finalerne spilles lørdag fra klokken 9.30.

Victoria Ilena Andersen (Gentofte) har spillet sig i UM-finalen.

Corona kunne ikke få UM ned med nakken. Årets indendørsudgave af de nationale mesterskaber for juniorer spilles denne uge i Hørsholm, efter turneringen blev udsat fra sin sædvanlige termin i påskeferien.

Fredag var de unge talenter nået til semifinalerne, og det resulterede i en række tætte og velspillede kampe.

De første i aktion fredag morgen var U16-spillerne. Den ene semifinale hos pigerne blev en rigtig neglebider. Men i sidste ende trak Sarafina Olivia Hansen (Birkerød) det længste strå med 6-3, 4-6, 6-3 mod KB’s Zoe Du Pasquier Jensen.

I finalen venter endnu en KB’er i form af 1. seedede Vilma Krebs Hyllested. Læs mere om Vilmas forhold til UM-turneringen i denne artikel fra torsdag.

Hos drengene i U16 bliver finalen et opgør mellem Lyngby og KB i form af Valdemar Soldbro Dubin og Oliver Steines.

Valdemar Pape kan blive historisk

Hos U14 piger bliver det en gentagelse af finalen fra UM ude, hvor KB’erne Cecilie Fridthjof og Lucca Ingildsen mødtes. De slog fredag henholdsvis Augusta Grau Kristensen (Gentofte) og Sophia Ragus (Fruens Bøge).

”Yes!” råbte Rasmus Hembo Mathiasen (Esbjerg) med stor tilfredshed, da han havde booket plads i finalen for U14 drenge med en sejr i en velspillet kamp mod August Brostrøm Poulsen (Gentofte). I finalen møder esbjergenseren Emanuel Grau Kristensen (Lyngby).

Hos U12 drenge skulle både Andreas Cort Maleeva (Gentofte) og Mingus Zack Hansen (Birkerød) bruge tre sæt på at indløse deres finalebillet. Pigefinalen i samme aldersgruppe bliver et opgør mellem Nora Juncher Kjellin (Holte) og Josefine Pape (HIK).

U18 pigefinalen skal afgøres mellem Victoria Ilena Andersen (Gentofte) og Charlotte Ellegaard (Holte). De slog Olivia Thiemke (Rødovre) og Josefine Rosenfeldt (Virum-Sorgenfri) fredag.

Hos de ældste drenge er Valdemar Pape på vej mod den mildest talt imponerende bedrift at have vundet fire singlemesterskaber ved DM og UM samme år. HIK-spilleren mangler blot UM-titlen her i efterårsferien for at skrive historie.

Historiens vingesus tyngede ham ikke fredagens semifinale, hvor han slog Asger Emil Ildor (HRT) med 6-2, 6-4. I finalen venter Rasmus Egehus (HRT), som slog Alexander Borup (KB) i en maratondyst. De to mødtes senest i september i finalen ved en ITF-turnering i Roskilde, hvor Pape vandt i to sæt.

I skrivende stund spilles semifinalerne i double. En disciplin, som flere af spillerne har fortalt, de nyder at spille.

Finalerne spilles fra 9.30 lørdag formiddag. Der er fri entré i hallen.

RESULTATER FRA SEMIFINALERNE VED UM