Jo flere tennisvenner, der er samlet, jo bedre. Det synes at være dommen fra spillerne, der i denne uge nyder stemningen ved UM – Powered by Lokal Forsikring.
Over 500 ungdsomsspillere har igen i år lyst til at bruge påskeugen på ungdsomsmesterskaberne. Hørsholm Rungsted lægger hus til, når der inviteres til tennisfest i U12, U14, U16 og U18.
De første dage af årets UM – Powered by Lokal Forsikring har summet af liv, mens håbefulde spillere forsøger at spille sig gennem kvalifikationen i single.
”Det er jo et af højdepunkterne i tenniskalenderen,” ved skribenten, at han med sikkerhed har skrevet en gang eller to. Og den tese holder også med både voksenlogik og forbundslogik.
Men hvad hvis man spørger de unge mennesker selv? Læs videre og se, hvad de svarede.
Jens Lund, Kolding Tennis Klub
U16 single og double
Jens Lund spillet UM fire-fem gange tidligere.
Hvad synes du om at spille UM?
”Jeg synes, at det er rigtig fedt, fordi der er god stemning. Der er mange, man kender fra andre turneringer. Det, synes jeg, er fedt. Til UM er der mange flere, man kender, så jeg føler, at man hænger mere ud med flere. Det er selvfølgelig fedt at vinde. Men jeg synes, at det er ret hyggeligt, når der er mange, man kender.”
Hvad kunne gøre UM endnu federe?
”Måske, hvis man også kunne spille mix indendørs.”
Er det sådan, at jo flere rækker, man kan være med i, jo bedre?
“Ja.”
Julie Westall og Victoria Lindblad Baas, Lyngby Tennisklub
U16 single og reserve i double
Victoria og Julie spiller begge UM for anden gang. De er begge røget ud i kvalifikationen og skal ikke i kamp denne tirsdag. Alligevel er de dukket for at heppe på deres holdkammerat.
Hvad synes I om at spille UM?
”Jeg synes, det er sjovt. Jeg kan godt lide stemningen, der er heroppe. Der er sådan en god stemning. Alle er tennismennesker. Alle er glade heroppe. Der er mange, man kender,” siger Victoria Lindblad Baas.
”Jeg synes, at det er sjovt. Det er hyggeligt. Der er god stemning. De fleste er glade. Der er flere mennesker og lidt mere fællesskab end til en normal turnering,” siger Julie Westall.
Hvad kunne gøre UM endnu bedre?
”Hvis alle, der tilmeldte sig, kunne komme ind,” siger Victoria.
”Ja. Flere pladser til double,” supplerer Julie.
Maida Shala, Kolding Tennis Klub
U16 single og double
Maida Shala har spillet UM hver gang siden U14.
Hvad synes du om at spille UM?
”Jeg synes, at stemningen er ret hyggelig, fordi der er mange mennesker. Og så er det fedt, hvis man også selv spiller godt. Man har nogen, man kender her, så man kan snakke med folk. Der er god stemning og mange folk. Og så er der både double og single. Det er ret nice.”
Hvad kunne gøre UM endnu federe?
”Ingenting. Jeg synes, at det er ret nice, som det er.”
Gabriel Pyndt, Gentofte Tennisklub
U18 single og double
Gabriel Pyndt har spillet UM rigtig mange gange lige siden første gang som førsteårs U12.
Hvad synes du om at spille UM?
”Jeg kan rigtig godt lide at spille turneringen. Der er mange mennesker, man kender. Men der er også et pres med, at det er den største turnering, hvor man gerne vil gøre det godt. Det er alle de bedste, der er med. Så det er altid fedt at få nogle gode kampe.”
Hvad er det bedste ved UM?
”Det er helt klart at være sammen med alle dem, man ikke går i klub med, som man ser her. Alle er her.”
Hvad kunne gøre UM endnu bedre?
”Der kunne være nogle flere faciliteter som for eksempel bordtennisbordet hernede. Man kunne måske have flere af dem eller lave nogle hyggesteder, hvor man for eksempel kan sidde i nogle sofaer sammen med sine kammerater og se tennis.”
Følg med i UM – Powered by Lokal Forsikring
I hele påskeugen er der ungdomsmesterskaber – Powered by Lokal Forsikring i Hørsholm Rungsted. Påskedag er der finaler for alle årgange.