Voksenintro for seniorer er en succes

I maj måned har tennisklubberne i Brønderslev Kommune kørt en introduktion for seniorer, og i Dronninglund Tennis har det betydet masser af nye medlemmer i foreningen. Derfor fortsætter introforløbet også udover maj, så endnu flere kan komme i gang med ketsjeren. 

Det sociale har også hold prioritet for seniorerne i Dronninglund Tennis.

Tennisforeningerne i Brønderslev Kommune har i maj måned satset på at tiltrække flere spillere over 60 år – også dem, som aldrig har slået til en bold før. Og det er lykkes. Voksenintroduktion 60+, som det hedder, har sikret Dronninglund Tennis 13 nye medlemmer i løbet af tre uger. En af dem er Gurli Margrethe Larsen på 65 år fra Hjallerup.

”Det har været så spændende. Jeg har aldrig prøvet tennis i mit liv. Men det har været en stor oplevelse for mig. Jeg er blevet lidt bidt af det,” siger Gurli Margrethe Larsen og fortsætter:

”Når man er i min alder, skal man passe på, at man ikke går i stå, og derfor er det vigtigt, at man holder sig i gang og kommer ud og snakker med nogen og oplever noget, og ikke bare går i den samme trummerum.”

Initiativet er startet af Bevæg dig for livet, som har lavet vækstaftaler med tennisforeningerne. I Brønderslev Kommune er de begejstret for initiativet med tennis til borgere over 60år. Simon Aagaard (Borgerlisten), som er medlem af Fritids og Kulturudvalget i kommunen, siger:

”Vi ved, at aldersgruppen bliver større og større i fremtiden, og derfor er det vigtigt, at der bliver sat fokus på den her målgruppe og dens sundhed. Jeg synes, at det er fantastisk, at foreningerne kigger på deres aktiviteter, og begynder at målrette noget til seniorerne.”

Spillerne har blandt andet trænet med tofarvede bolde, som er nemmere at styre for nybegyndere, og har fået grundig instruktion undervejs. De mange nye spillere vækker glæde i foreningen.

”Jeg vil betegne det som en succes – så er vi parate til at fortsætte, så endnu flere får muligheden. Jeg fornemmer, at dem, der er med, tager nogle andre med, som så tager nogle andre med. Dem, der har været her, er gode ambassadører for os,” siger Karen Axen, som er formand i Dronninglund Tennis.

Introforløbet har også kørt i Brønderslev Tennisklub.

Fakta om senioridræt i Danmark

Mere end 450.000 seniormedlemmer over 60 år dyrker idræt i foreningslivet. Men med et stigende antal ældre de kommende år er der et stort potentiale både for den enkelte og for samfundet, hvis indsatsen for regelmæssig motion styrkes. Tal fra Det Økonomiske Råd viser, at samfundet kan spare 12,5 milliarder i 2050 på en sund aldring.

Forskning fra 2016 peger på, at ketsjersport som tennis er de mest effektive sportsgrene til at forlænge levetiden. Sammenlignet med en befolkningsgruppe, der ikke dyrkede nogen sport, havde udøverne af ketsjersport således 47 procent lavere risiko for at dø, set over en 14-årig periode.

Nysgerrig efter flere nyheder om klubudvikling?

Du kan få dem direkte i din indbakke ved at tilmelde dig DTF’s KLUB-nyhedsbrev.