Tenniscoach giver inspiration og gåpåmod

I foråret blev et nyt kuld trænere udklækket fra tenniscoach-uddannelsen. De er alle enige om, at uddannelsen har givet dem et stort løft. Der er nu åbent for tilmelding til næste omgang af tenniscoach.

Engelske Simon Wheatley var gæsteunderviser på tenniscoach sidste år.

”Min træning er blevet meget mere alsidig. Jeg har fået ny inspiration, som har givet mere gåpåmod.”

Mathilde Henriksen færdiggjorde i april sin uddannelse til tenniscoach, der er en overbygning til den grundlæggende træneruddannelse. Sammen med 16 andre kursister har hun siden oktober været gennem de seks weekendkurser, som uddannelsen består af inden eksamen.

Efter Mathilde Henriksen blev færdig med tenniscoach, er hun gået op i tid i sin klub Fruens Bøge, hvor hun har ansvar for bredden. Den 24-årige er meget begejstret for organiseringen af tenniscoach, hvor hver kursusgang strækker sig over både lørdag og søndag inklusiv samlet overnatning, hvor det sociale kommer i fokus.

”Fordi ens fremtidige kollegaer var der, fik man sparret meget med hinanden. Vi havde eksempelvis Philip Ørnø med (elitedivisions-spiller fra Gentofte red.), som var meget elite, og så havde vi nogen, der kun havde breddespillere og bidrog med noget andet. Så man fik hele pakken,” siger Mathilde Henriksen.

Hun fortæller, at hun den dag i dag ikke er bleg for at skrive til de andre for at spørge til en øvelse eller lignende.

Tennis og musik

En af sparringspartnerne på tenniscoach var Sebastian Mikkelsen. Han har 21 ugentlige banetimer fordelt mellem Vejle, Give, Egtved og Lunderskov. Tidligere har han også været i Kolding. Sebastian Mikkelsen har været hjælpetræner siden han var 15, og de sidste fem år har den 25-årige undervist meget i tennis.

”Jeg er helt klart blevet løftet som træner af at have været med på tenniscoach. Jeg føler virkelig, at jeg kan tilbyde god træning lige meget, hvor gode eller hvor gamle spillerne er,” siger Sebastian Mikkelsen.

Ved siden af gerningen som tennistræner lever han af at spille musik i København. Det må unægtelig give stor variation i hverdagen. På samme måde var Sebastian Mikkelsen meget tilfreds med den varierede undervisning på tenniscoach, hvor trænere med forskellige specialer inviteres ind til de enkelte kursusgange.

”Vi havde nogle weekender, hvor vi skulle lave øvelser for hinanden. Så vi prøvede både at være spillere og trænere. Det var fedt at se begge sider af det. Jeg har brugt alt fra det tekniske til det fysiske siden hen,” siger han.

Tilmeldingen er åben

I slutningen af september startes et nyt hold op på tenniscoach (kursusstart er udsat til december red.). Tilmeldingen er åben og uddannelsesansvarlig i DTF, Simon Dahl Verner, ser frem til at byde trænerne velkommen.

”Hos Dansk Tennis Forbund er vi sikre på, at fremtidens trænere – både deltids og fuldtids – alle vil have gennemført tenniscoach-uddannelsen. Jeg vil derfor gerne opfordre alle danske klubber til at få uddannet alle de trænere, som har lyst til at være i sporten i lang tid,” siger han.

Trænerne kan se frem til et spændende og varieret forløb med undervisning fra de bedste kapaciteter i Danmark. Desuden er det ambitionen at bringe udenlandsk blod ind i uddannelsen, så disse moduler også kan bruges som efteruddannelse for tidligere ’tenniscoaches’. Eksempelvis var Simon Wheatley fra det engelske forbund underviser i efteråret 2017.

Vil du vide mere? Læs mere om tenniscoach.