Juni er fyldt med internationale juniorturneringer på dansk grund. Her får danske spillere mulighed for at teste deres kunnen mod skarp og ukendt modstand.
Alle 13 udendørsbaner i Hørsholm Rungsted er i brug tirsdag formiddag. De traditionsrige Kystmesterskaber er i fuld gang med at afvikle kampe i 2. runde i U14 og U16. Det internationale snit er nemt at få øje på med japanere, italienere, briter og et dusin andre nationaliteter i aktion.
Danskerne er rigt repræsenteret, men også et udsat folkefærd. De fleste hjemlige spillere skal virkelig finde deres bedste spil frem for at nå mere end et par runder i et felt med dygtige udlændinge.
På bane 11, som man når ved at krydse en cykelsti, har førsteårs U14-spilleren Yakup Uzunel fra Birkerød taget første sæt med 6-2 over rumæneren Vlad Alexandru Popescu, som meget tydeligt har den aldersmæssige og fysiske fordel.
Men kampen og rumænerens niveau vender fuldstændig i andet sæt. Han lykkes med at bombe forhænder ned i hjørnerne akkompagneret af alle tænkelige kombinationer af ”Come on!”, ”Let’s go!” og ”Vamos!”
Kampen ender 2-6, 6-1, 6-1 i rumænsk favør. Bagefter erkender Yakup Uzunel, at han godt kunne mærke aldersforskellen og roser sin modstander for hans spil. Selvom det kun blev til en enkelt kamp ved turneringen efter en bye i 1. runde, har det alligevel været en god oplevelse.
”Det er fedt. Det er noget andet spil end i Danmark, hvor man kender alle spillerne. Man skal spille sit eget spil, og så kan man ændre lidt, når man har set, hvordan den anden spiller. Det er en sjov udfordring, som man lærer meget af,” siger Yakup Uzunel.
Han glæder sig til næste gang, han får mulighed for at spille med i en international turnering.
International flair landet rundt
Juni er lig med internationale juniorturneringer på dansk grund. Det starter i uge 24 med Tennis Europe for U14 og U16 hos KB. Ugen efter har de samme årgange været på grus i Birkerød, mens Fruens Bøge med baneassistance fra TCO er værter for en ITF Grade 4-turnering – det højeste niveau blandt sommerens danske juniorturneringer.
Den internationale kalender rundes af i uge 26, hvor Kystmesterskaberne afvikles sideløbende med en ITF Grade 5 i Aarhus 1900.
Turneringerne giver de bedste danske turneringsspillere bredt set en anderledes tennisoplevelse, der skiller sig ud fra de øvrige hjemlige turneringer. Både hvad angår niveau og chancen for at møde spillere, man ikke kender i forvejen.
For de allermest talentfulde giver ITF-turneringerne også anledning til at tjene de første point til juniorverdensranglisten.
Elmers triumf
Elmer Møller fra Skovbakken har allerede masser erfaring fra international juniortennis. For ham gav ITF-turneringen i Odense til gengæld den første Grade 4-titel på CV’et.
Undervejs var den 14-årige i tre sæt i både 2. og 3. runde mod henholdsvis et argentinsk wildcard og en stærk italiener, inden svenske Carl Gustafsson blev nedlagt med 6-1, 6-4 i finalen.
”Det var en fordel at være på hjemmebane. Man kunne køre hjem, hvis man havde brug for det. Man kender anlægget og det hele bedre end de andre, man møder,” siger Elmer Møller.
Sejren i Odense gav næsten en fordobling af Aarhus-spillerens pointsum på verdensranglisten. Det udløste selv sagt et hop fremad, så Elmer Møller nu er nummer 339 blandt drengespillere op til 18 år. Rangeringen i sig selv hænger han sig ikke så meget i. Følgevirkningerne er dog gode.
”For mig handler det meget om at få mulighed at opnå en seedning, når jeg er ude til turneringer. Det gør det lidt lettere, i stedet for at rende rundt som useedet, hvor man kan møde gode spillere i første runde,” siger han.
Elmer Møller var egentlig også tilmeldt ITF-turneringen i Aarhus, men bøvl med en mavemuskel tvang ham til at melde fra.
Forberedelser i et år
Elmer Møller ville have pyntet på deltagerfeltet ved Grade 5-turneringnen i Aarhus 1900. Men ”the show must go on”. Og det gør det så sandelig også, forsikrer tournament director og næstformand i Aarhus 1900, Orla Hoppe.
Han er glad for, at klubben igen i år kan være vært for en international turnering:
”Det giver en kæmpe inspiration ind i klubben med en masse dygtige spillere udefra, der huserer på anlægget i en hel uge. Det har især vores unge spillere meget glæde af. Så giver det også det, at vi kan sige til hinanden, at vi faktisk er gode til det her. Det løfter os internt som klub.”
Da vi fanger ham på telefonen torsdag formiddag under turneringen, fortæller han, at det er gået ”knaldhamrende godt”. Forberedelserne er praktisk talt også begyndt i samme øjeblik, at sidste års turnering sluttede.
”Vi har fokus på at have nogle meget klare rolle- og ansvarsfordelinger i forhold til hvem, der gør hvad. Det er alfa og omega for, at det virker. Vi har et team, der står for det sportslige og organisatoriske, og så har vi et andet team, der står for det praktiske omkring køkkenfaciliteter og de fysiske rammer,” siger Orla Hoppe, der har den overordnede rolle, hvor han holder styr på alle bolde – billedligt talt.
For ham og resten af holdet bag arrangementet giver det en stor ro, at Aarhus 1900 råder over et stort anlæg med mange baner både ude og inde. Sidstnævnte bliver der dog ikke brug for i år, hvor solen har magten.
Venskab og double
Tilbage på anlægget i Hørsholm bager eftermiddagssolen også på de tørstige baner. Doublemakkerne Laura Brunkel (Holte) og Augusta Thalia Estrup (Gentofte) sidder sammen på en bænk og følger med i et rent dansk opgør i pigesingle.
Både Laura Brunkel og Augusta Thalia Estrup tabte i første runde dagen inden mod henholdsvis en japaner og en fra Schweiz. Senere på dagen skal de i aktion i double. På trods af nederlagene har det været en lærerig oplevelse.
”Det er sjovt, fordi man ikke på forhånd ved, hvordan de spiller. Man lærer, hvad man skal arbejde på, og hvad man kan gøre en anden gang for at vinde over dem,” siger Laura Brunkel
”Man er heller ikke så presset, som når man spiller mod en fra Danmark. Det kan godt være et pres, hvis man ved, om man bør vinde eller tabe. Det er der ikke til en international turnering,” supplerer Augusta Thalia Estrup.
Heller ikke i double bliver det til gevinst i denne omgang for det venindeparret. De taber 6-3, 7-6(5) til schweizisk-italiensk par. Laura Brunkel og Augusta Thalia Estrup lader sig dog ikke så nemt slå ud af kurser. De glæder sig bare til næste gang, at der kommer internationale turneringer til Danmark.
Vil du have flere historier om turneringstennis direkte i din indbakke? Så tilmeld dig DTF’s TURNERINGS-nyhedsbrev.