Ølstykke Tennisklub ser frem til være vært for Medaljespillet i HEAD DH Inde

Medaljespillet for Elitedivisionen HEAD DH Inde, som holdturneringen officielt hedder, afvikles lørdag-søndag den 11.-12. marts i Ølstykke Tennisklub.

Ølstykke Tennisklub er vært når de allerbedste mandlige og kvindelige tennisspillere i Danmark tørner sammen i kampen om Danmarksmesterskabet for hold. Selvom de deltagende hold ikke kendes endnu, så kan tilskuerne potentielt komme til at overvære spillere som Frederik Løchte Nielsen (Davis Cup-holdet, Lyngby og vinder af Wimbledon i double i 2012), Thomas Kromann (Davis Cup-holdet, HIK og mangedobbelt dansk mester i double) og Clara Tauson (HIK, Danmarksmester og Årets Juniortennisspiller 2016).

Dette kommer an på om deres respektive klubber kvalificerer sig til medaljespillet, men anset hvad så vil det være nogle af de bedste herrer og damer i landet, der gæster Ølstykke Tenniscenter og det vil være helt gratis at komme og se på.

Næstformand i Ølstykke Tennisklub Martin Jørgensen ser frem til en spændende weekend med tennis på højeste danske niveau. Klubben håber at se så mange publikummer som muligt, som kan skabe stemning omkring kampene. ”Når Ølstykke får tildelt sådan et arrangement af Dansk Tennis Forbund, så er det en tydelig markering af at ØTK er på vej tilbage på tennis-landkortet. Vi lægger ikke skjul på at vi er godt i gang med en stærk genopbygning af klubben og allerede er i en positiv fremgang, med over 50 flere medlemmer i forhold til samme tidspunkt sidste år.”

Spilletidspunkt

Lørdag den 11. marts spilles semifinalerne, med kampstart kl. 9.00. Damernes semifinaler spilles først, hvorefter herrerne spiller deres opgør med kampstart ikke før kl. 13.30.

Søndag den 12. marts spilles finalerne, med kampstart kl. 9.00. Bronzekampene for både herrer og damer spilles først, hvorefter der sluttes af med finalerne med kampstart ikke før kl. 13.30.

Spillested

Ølstykke Tenniscenter, Stadionvej 8, 3650 Ølstykke

Entré

Gratis for alle

Gå til siden for Medaljespillet