Carl Emil Overbeck og Oskar Brostrøm er seedede og favoritter i 1. runde. Gustav Theilgaard møder sidste års juniormester fra Wimbledon.

Hverken Romeo Elfving Navarro eller Andre Meinertz fik vekslet deres kvalfikationsfinale til en plads i hovedturneringen ved Gentofte Open. Derfor var der seks rødbedefarvede pas i puljen, da der blev trukket lod.
Sebastian Grundtvig Jørgensen er eneste dansker, der kommer i gang på hovedturneringens første dag. Han møder den 18-årige schweizer Nikola Djosic (ATP: 1060). Kampen er anden kamp på center court, hvor første kamp sættes i gang klokken 10.
Se kamprækkefølgen for tirsdag her.
Resten af danskerne skal først spille 1. runde i single onsdag.
Carl Emil Overbeck er førsteseedet. Han møder italieneren Lorenzo Balducci, som er inde som lucky loser efter han tabte sin kvalfinale med 11-9 i matchtiebreak.
Oskar Brostrøm Poulsen er seedet 8 og befinder sig i modsatte ende af lodtrækningen end Overbeck. Brostrøm Poulsen, der i weekenden var i en doublefinale ved en ATP Challenger i Tampere, lægger for med et danskeropgør. Han møder nemlig Carl Filip Bak Weller, der er inde på et wild card.
De to øvrige danske wild cards er Gentoftes Valdemar Pape og Gustav Theilgaard.
Danmarksmester Pape møder Norges Johan Oscar Lien (ATP: 1065), der er i gang med sit første år som senior.
Gustav Theilgaard får hård modstand mod fjerdeseedede Ivan Ivanov fra Bulgarien. Den 17-årige vandt sidste år både juniorudgaven af Wimbledon og US Open. Han ligger allerede nummer 561 på verdensranglisten og er et godt bud på en spiller til Bulgariens Davis Cup-trup, når de møder Danmark i september.
12 danskere spiller double
Mandag blev doublelodtrækningen også foretaget. Carl Emil Overbeck og Oskar Brostrøm Poulsen er seedet 1 og møder et andet dansk par, Gabriel Pyndt/Asger Thorn Sørensen.
Danskere i double ved Gentofte Open
- Carl Emil Overbeck, KB/Oskar Brostrøm Poulsen, Gentofte (1)
- Gustav Theilgaard/Valdemar Pape, Gentofte
- Gabriel Pyndt/Asger Thorn Sørensen, Gentofte
- Sebastian Grundtvig, KB/Andre Meinertz, HIK
- Romeo Elfving Navarro, HRT/Michael Minasyan, Sverige
- Mads Bruhn Aaby, Gentofte/Carl Filip Bak Weller, KB
- Cornelius Shalmi, KB/Rafael Ymer
FAKTA: World Tennis Tour Gentofte Open
- Navn: Gentofte Open
- Dato: 26. juli – 2. august 2026
- Sted: Gentofte Tennisklub
- Underlag: Grus
- Præmiesum: $30.000
- Deltagere i hovedturneringen: 32 spillere i single (heraf 8 spillere fra kvalifikationen og 4 wildcards)
- Deltagere i kvalifikationen: 32 spillere (heraf 5 wildcards)
- Livestream: Alle kampe i hovedturneringen livestreames fra ITF’s platform
- Billeder: Billeder fra turneringen til fri afbenyttelse kan findes her.
