Kun Carl Emil Overbeck er tilbage af danskerne i singleturneringen ved Gentofte Open. Oskar Brostrøm Poulsen led et tungt nederlag.

Torsdag blev en hård dag for danskerne i singlerækkerne ved Gentofte Open, da fire spillere var i ilden.
Det startede ellers godt. Seedet 1 Carl Emil Overbeck mødte den atypiske græker Evangelos Kypriotis, der har en stor enhåndsbaghånd og spiller med dobbelt greb i forhånden.
”Jeg så ham lidt som en lefty. Han er god, når han kommer på siderne og får lidt tid. Men hvis jeg holdt tempo og kunne komme frem i banen, så var det til min fordel,” siger Carl Emil Overbeck.
Det holdt stik. Danskeren vandt sikkert med 6-4, 6-2.
”Jeg gjorde, hvad der skulle til i dag. Det var måske ikke min bedste kamp, men jeg er tilfreds alligevel,” siger han.
I kvartfinalen fredag møder Carl Emil Overbeck svenskeren Jonas Eriksson Ziverts. Den spilles fredag klokken 11 på center court.
”Jeg har en god fornemmelse. Men jeg tager det lidt, som det kommer, og tænker bare på, hvad jeg kan gøre for at udvikle mit spil,” siger Carl Emil Overbeck om mulighederne længere fremme i turneringen.
Ekstremt ærgerligt
På center court var Oskar Brostrøm Poulsen næste mand i aktion. Han mødte svenskeren Karl Friberg. Det blev en kamp med meget få breaks. I første sæt kom der kun et enkelt, da Brostrøm Poulsens store serv pludselig svigtede og leverede tre dobbeltfejl.

I andet sæt fulgtes de ad til 6-6. I tiebreaken reddede Oskar Brostrøm Poulsen to matchbolde fra 4-6. Men han var ikke i stand til at omsætte sine egne sætbolde. I stedet blev det en bitter afslutning, da tiebreaken endte 12-10 til Friberg.
”Jeg er ekstremt ærgerlig. Der var virkelig mange ude og heppe i dag, og de hjalp mig virkelig meget på vejen. Så på en dag, hvor det var svært på banen, kunne jeg virkelig søge hjælp på lægterne. Så det er jo superærgerligt, at jeg ikke formår at få en sejr med og kunne spille i morgen også,” siger Oskar Brostrøm Poulsen.
Han går dog efter at tage hævn i double, hvor han sammen med Carl Emil Overbeck spillede sig i semifinalen med 6-0, 7-6 over Sebastian Grundtvig Jørgensen og Andre Meinertz.
God start ikke nok

Dermed blev det til to nederlag på dagen for Sebastian Grundtvig. Han tabte nemlig også sin 2. rundekamp i single mod Ivan Ivanov, der dagen forinden havde slået Gustav Theilgaard ud.
Grundtvig startede godt og førte 3-1 i første sæt. Men gassen gik af ballonen. Resten af kampens partier gik til bulgaren Ivanov, der sidste år vandt junior Wimbledon og US Open.
Bukker under for pres
Valdemar Pape mødte turneringens tredjeseede spiller Eero Vasa fra Finland. Fra tilskuerpladserne så spillerne ud til at være ganske jævnbyrdige. Men hver gang det strammede til, var det Vasa, som fik de afgørende point. Slutstillingen blev 6-3, 6-2.
”Jeg synes, han server lidt bedre end mig i dag. Han server rigtig godt, og jeg kommer ikke rigtigt ind i mine returgames, så jeg føler mig meget presset i mine egne servegames. Jeg tror, at det er det pres, jeg bukker lidt under for i et par games, som bliver afgørende,” siger danmarksmesteren.

”Det er klart, at dem, der ligger noget højere, har lidt større våben og er et par procenter bedre. Han har en rigtig god serv, og den hjælper ham meget. Så det er et par småting, men det gør en stor forskel i tennis,” tilføjer han.
Valdemar Pape kan alligevel gå fra turneringen med hovedet højt hævet efter han i 1. runde vandt en tæt kamp.
”Først og fremmest tager jeg en fed singleturnering med videre. Det er klart, at jeg skal fortsætte med det, jeg gør, og bygge på mine våben, så jeg kan være endnu farligere. Min serv skal blive endnu bedre. Så vil jeg gerne spille hurtigt og offensivt tæt på baglinjen. Jeg skal arbejde på at bevæge mig og hele tiden træde ind i boldene, og så er min baghånd altid mit stærkeste slag,” siger han.
FAKTA: World Tennis Tour Gentofte Open
- Navn: Gentofte Open
- Dato: 26. juli – 2. august 2026
- Sted: Gentofte Tennisklub
- Underlag: Grus
- Præmiesum: $30.000
- Deltagere i hovedturneringen: 32 spillere i single (heraf 8 spillere fra kvalifikationen og 4 wildcards)
- Deltagere i kvalifikationen: 32 spillere (heraf 5 wildcards)
- Livestream: Alle kampe i hovedturneringen livestreames fra ITF’s platform
- Billeder: Billeder fra turneringen til fri afbenyttelse kan findes her.
