I Vejle Tennis Klub har man et automatisk vandingsanlæg, som gør det nemt for medlemmerne at holde grusbanerne gode og samtidig sætter vandforbruget under kontrol.
Udendørssæsonen er skudt i gang, og det rød-orange grus ligger klar på landets tennisanlæg til forårets og sommerens mange dueller.
Men en grusbane kræver meget arbejde og vedligeholdelse. Korrekt vanding er en vigtig forudsætning for at have gode og holdbare grusbaner. Men hvad er overhovedet den rette mængde vand?
I Vejle Tennis Klub tog man for over 10 år siden en beslutning om at gøre arbejdet lettere for deres medlemmer.
”Vi har et sprinklersystem, der giver vores medlemmer mulighed for selv at kunne trykke på en knap, når de kommer eller går, og så står den og vander banerne i tre minutter. Det er et forudbestemt antal minutter, som er regnet ud af producenten. Det er nemt, fordi man ikke selv skal stå med en vandslange og forsøge at fordele vandet jævnt,” fortæller formanden i Vejle Tennis Klub, Thomas Svendsen.
Vand under kontrol
Foruden den nemme betjening, kan der faktisk også en række miljømæssige fordele ved at bruge et vandingsanlæg. Ved at bruge et vandingsanlæg kan klubben styre mængden af vand, der bruges til at vande banen og minimere spildet af vand. Vandingssystemet i Vejle Tennis Klub er sat op til at kunne vande banerne både dag og nat.
”Medlemmerne kan aktivere systemet om dagen, og så er vores vandingsanlæg indstillet til automatisk at vande banerne om natten, hvis der ikke er faldet nedbør i timerne før,” siger Thomas Svendsen.
Fordampningen er mindst om natten, og det betyder, at klubben både kan spare vand og energi, og dermed gør vandingen billigere ved at sætte sprinkleren til i nattetimerne.
Men for at undgå overforbrug af vand og overvanding af banerne, er der monteret en regnsensor på vandingsanlægget. Den sørger for at afbryde den automatiske vanding, hvis der kommer tilstrækkelig med naturlig nedbør.
”Vi er ret glade for systemet. Det er relativt simpel teknologi, som sikrer kvalitetsbaner og gør det nemt for vores medlemmer. Det er noget af det vigtigste for os. Men det er fedt, at vi også kan være med til at styre vores vandforbrug samtidig.”
Langtidsholdbare baner
Præcis hvor meget vand Vejle Tennis Klub sparer, kan man ikke svare på hos Agrometer, der står bag etableringen af sprinklersystemet. Men sprinklerne er typisk sat op, så man har to på hver side af banen og en nede bagved, hvis der er vand nok til det. På den måde rammer vandet hele banen jævnt, og det er med til at sikre kvalitetsbaner.
”Vi stiller klubberne spørgsmålet, hvad de ønsker. Det skal være godt nok, men så heller ikke mere end det, for så er det bare spild. Derefter kan vi regne ud, hvordan sprinklerne skal placeres, hvor meget vand de skal give, og hvor mange millimeter det skal trænge ned,” Kenny Højmose, der salgsleder i Agrometer.
Ifølge Agrometer kræver det ikke meget for en tennisklub at få etableret et vandingssystem, fordi det er muligt at lave det på det byvand, man har i dag. Spørgsmålet er bare, hvor meget vand klubben har til rådighed, og hvor stort et tryk der er.
”Det er forholdsvis ligetil, når det handler om tennisbaner. Det er meget ’plug and play’, fordi der findes maksimalt to måder at gøre det på,” forklarer Kenny Højmose.
Tips til gode udendørsbaner
Flotte grusbaner kommer ikke af sig selv. Derfor har vi samlet de lidt tips og råd til at sikre langtidsholdbare tennisbaner.