Corona-restriktionerne lempes på fredag

Der blev natten til tirsdag indgået en ny aftale om genåbningen i Danmark, som blandt andet betyder, at coronapas-ordningen bliver stikprøvebaseret. Læs overskrifterne her – bemærk, at vi afventer de endelige retningslinjer.

Det bliver igen tilladt med siddende tilskuere til tenniskampe. Foto: Morten Olsen.

Politikerne har nu offentliggjort aftalen omkring næste genåbningsfase. Hovedlinjerne i aftalen er, at følgende, som berør tennis og padel, er gældende fra på fredag den 21. maj:

  • Åbning for siddende tilskuere til idræt både ude og inde
  • Forsamlingsloftet hæves til 50 personer indendørs og 100 personer udendørs
  • Lempelse af coronapas-kontrollen i det frivillige foreningsliv, så der fra fredag kun skal udføres stikprøvekontroller én gang i døgnet (foreningslivet og bibliotekerne er eneste steder, hvor der lempes allerede nu)
  • Plan for hel udfasning af coronapas i idrætssektoren

Læs selve aftaleteksten her.

Retningslinjer på vej 

Hvilke retningslinjer og konkrete rammer, der kommer til at gælde for hvert enkelt af punkterne, får vi først klarhed over de kommende dage, når Kulturministeriet offentliggør retningslinjerne.

Når de foreligger, sørger vi naturligvis som altid for at opdatere www.tennis.dk/corona med anbefalinger for tennis og padel.

Dansk Tennis Forbund og DGI Tennis opfordrer alle til at have forståelse for, hvis eksempelvis turneringer i den kommende weekend afholdes med de hidtidige restriktioner, selvom de lempes dagen inden. Det er altid arrangøren, som bærer ansvaret for, at en turnering eller holdkamp afvikles forsvarligt og efter reglerne. Derfor er arrangørerne også i deres gode ret til at håndhæve regler, som er strammere, end hvad der ellers er åbnet op for i samfundet.

Danmarks Idrætsforbund har på vegne af specialforbundene appelleret til, at der lægges en klar plan for store arrangementer. Efter dagens forhandlinger står det klart, at det skal drøftes senest den 14. juni.