For første gang i dansk tennishistorie samles Ungdoms- og Danmarksmesterskaberne. Det store event foregår fra den 4.-15. juli 2018 i KB Tennisklub med tilmeldingsfrist den 13. juni.
Artiklen er skrevet i samarbejde med Nanna Rosenmejer, 8. klasse, erhvervspraktikant.
I år bliver det en anderledes oplevelse at være til UM og DM. For første gange afholdes de to mesterskaber nemlig som én samlet begivenhed, hvor mange nye og spændende ting sker undervejs. Der kommer blandt andet til at være et stort aktivitetsområde med ting som skumtennis, bordfodbold og bordtennis.
Den 14. og 15. juli 2018 livestreames der fra semifinalerne og finalerne, så man kan se dem på Dansk Tennis Forbunds hjemmeside.
Der er et begrænset antal rækker, man må deltage i. Det kan man læse mere om på vores her, da antallet er forskelligt fra årgang til årgang. Der kan du desuden også læse mere om det foreløbige program og meget mere.
Dansk Tennis Forbunds direktør, Klaus Nørby Jakobsen, glæder sig til det første fælles UM/DM:
”Vi har høje ambitioner og tror på, at det fælles UM/DM kan blive en dejlig tennisfest, som samler tennisdanmark. Med KB’s anlæg på Peter Bangs Vej som ramme om det hele bliver det forhåbentlig en rigtig god oplevelse for alle – både spillere, forældre, tilskuere og frivillige.”
Aktivitetsområde indendørs
Foruden en masse god tennis i turneringerne, kommer der til at være mange forskellige aktiviteter, som man kan prøve inden og efter kampene. I KB’s tennishal vil der være et aktivitetsområde, hvor man blandt andet kan prøve at spille touch-tennis. Det minder ret meget om skumtennis, men du spiller med en 8 cm. skumbold og en juniorketcher, på en bane der er en smule mindre end en badmintonbane. Så det er lidt mere kompliceret, end det lyder.
Der kommer også til at være almindelig skumtennis, stangtennis, bordtennis, bordfodbold og flere hyggelige aktiviteter, så man forhåbentlig har lyst til at hænge ud lidt længere på anlægget.