DM inde: Her er semifinalisterne

Fem klubber er repræsenteret, når semifinalerne spilles fredag ved DM inde i Hillerød.

Mille Mørk fra Hørsholm Rungsted er klar til endnu en DM-semifinale.

Felterne snævrer til ved DM inde i Hillerød. Torsdag blev otte kvartfinalister hos damer og herrer til fire semifinalister.

Hos kvinderne viste Lyngbys Laura Brunkel højt niveau, da hun slog førsteseedede Sarafina O. Hansen (HRT) med 6-2, 6-3. De mest vågne var dog ikke komplet overraskede, da Laura Brunkel tidligere på året fik skovlen under Hansen i finalen ved en international turnering i Malmø.

I semifinalen venter den jævnaldrende Mille Mørk (HRT). DM-finalisten fra udendørsmesterskabet i sommer vandt sin kvartfinale med 6-1, 6-3 over Lucca Ingildsen (KB).

Den anden semifinale bliver et opgør mellem Karoline Laursen (KB) og Augusta Grau Kristensen (Gentofte). Karoline Laursen slog klubkammeraten Cecilie Fridthjof med 6-2, 7-5.

I dagens suverænt længste kamp på tæt ved fire timer slog Augusta Grau Kristensen den andenseedede KB’ere Vilma Krebs Hyllested med 7-5 i afgørende sæt.

Damernes semifinaler afvikles fredag fra klokken 16.30, inden herrernes semifinaler.

To KB’ere mod to fra Hareskov-Værløse

Hos herrerne holdt Anders Grinderslev (KB) håb i ambitionen om at genvinde DM-titlen fra sidste år. Men det holdt hårdt mod Theodor Boisen fra Lyngby. Grinderslev vandt ellers første sæt sikkert med 6-2. Boisen svarede tilbage og vandt andet sæt i tiebreak. I afgørende sæt var KB’eren tilbage på toppen og vandt med 6-0.

Der var ingen slinger i valsen for den topseedede Cornelius Shalmi (KB). Koldings Niklas Nordahl Jensen blev slået med 6-3, 6-3.

I semifinalen klokken 18:15 fredag møder Shalmi Felipe Mikkelsen fra Hareskov-Værløse. I løbet af tre sæt ekspederede Mikkelsen sidste års finalist, Jonas Schwarz (Rødovre), ud af turneringen.

Tre sæt var også nødvendige i den sidste kvartfinale hos herrerne. Her lykkedes det endnu en spiller fra Hareskov-Værløse at kvalificere sig til semifinalen. Rafa Miralles slog Christoffer Sander Nørby (Aarhus 1900) med 6-3 i afgørende.

SE RESULTATERNE FRA KVARTFINALERNE

Husk finalerne lørdag

Kig forbi Hillerød til finalerne, som også transmitteres direkte på SPORT LIVE, lørdag klokken 10. For udover god tennis til alle, kan de første 200 tilskuere i hallen nyde en gratis kop kaffe og en croissant.

Samtidig trækkes der lod blandt tilskuerne til finalerne om otte gange to dagsbilletter til Davis Cup-kampen mellem Danmark og Brasilien den 15.-16. september.