DM-semifinalisterne er fundet

Blandt fredagens semifinalister er de to topseedede Billie Jean King Cup-spillere, Johanne Svendsen og Laura Brunkel, der til april skal repræsentere de rød-hvide farver i Slovakiet.

Om få uger skal de sammen repræsentere Danmark, når det går løs til Billie Jean King Cup den 11.-13. april i Slovakiet, men i denne uge i Hillerød Tennis & Padel Klub spiller de for dem selv.

Johanne Svendsen og Laura Brunkel spiller begge for KB og er seedet 1 og 2 ved DM inde. Sidste år stod de overfor hinanden i finalen, hvor Svendsen trak sig sejrrigt ud af opgøret, og torsdag kom de et skridt tættere på en gentagelse, da der var kvartfinaler på programmet. Begge levede op til deres favoritværdighed og spilledede sig videre til fredagens semifinaler. Svendsen vandt over Sophia Ragus (Gentofte) i to sæt 6-0, 7-6, mens Brunkel stod overfor klubkammeraten Emilia Thygesen, som blev besejret med cifrene 6-2, 6-3.

Laura Brunkel er udtaget til Billie Jean King Cup-holdet for tredje gang, og hun glæder sig over kunne bruge DM til at spille mere frit og finpudse sin teknik.

Kan du bruge din deltagelse i DM til noget i fohold til at forberede dig til at skulle med landsholdet til Slovakiet i april?

“Jeg er glad for, at jeg kan øve kamptræning. Det er altid godt. Specielt til DM, hvor der ikke er point at spille om. Man vil selvfølgelig gerne vinde titlen. Det er mega prestigefyldt at vinde DM-titlen. Men jeg føler, at man kan gå ind og spille mere frit og øve sig på de ting, som kan være svære at øve sig på, når der er pres med point og andet.”

Hvis seedningen holder, møder du og Johanne Svendsen hinanden i finalen. Hvordan griber man det an, når man om få uger skal repræsentere Danmark sammen til Billie Jean King Cup?

“Ja, mulig revanche fra sidste år. Det kan blive meget specielt. Der er sket meget siden sidste år, og vi kender hinanden endnu bedre, og træner sammen til daglig. Men når man først træder ind på banen, så er man i sin egen zone og spiller for at vinde. Og bagefter er alt godt igen. Men jeg håber da virkelig, at det er min tur til at få titlen denne gang.”


Lørdag fra klokken 12 er der finaler. Dansk Tennis Forbund byder på gratis kaffe og hindbærsnitter så længe lager haves til tilskuerne på finaledagen. Ellers kan både damernes og herrernes finale ses direkte på SPORT LIVE.


Udover de to Billie Jean King Cup-spillere spillede Mille Mørk (HRT) sig videre. Hun mødte Agnes Bang-Kjærsgaard i sin kvartfinale, og der var aldrig rigtig tvivl om, hvem der ville vinde det opgør. Mørk kunne lukke kampen i to sæt med cifrene 6-0, 6-1. Hun kan se frem til et semifinalebrag mod sin tidligere klubkammerat Johanne Svendsen.

I dagens sidste kvartfinale hos damerne stod to HRT-spillere. Sofia Mortensen vandt i to sæt over Alexandra Boenæs, der dagen inden havde slået seedet 3, Sarafina O. Hansen, ud af turneringen. Mortensen får fornøjelsen af Laura Brunkel i semifinalen.

Førsteseedede hos herrerne ude

Hos herrerne havde Gustav Theilgaard en særdeles god dag på kontoret, da det lykkedes Gentofte-spilleren at slå seedet 1, Christian Grønfeldt-Sørensen (KB), ud i to sæt. Første sæt blev vundet komfortabelt 6-3, mens andet sæt blev mere dramatisk og skulle afgøres i en tie break. I semifinalen venter Emil Remsted. Han spillede sig videre i et rent Holte-opgør mod Mads Bruhn Aaby.

I herrernes anden semifinale skal seedet 2, Yakup Uzunel (B.93), stå overfor Christoffer Topp-Parving (Gentofte). Uzunel slog Felipe Mikkelsen (HVT) i dagens eneste tresætskamp, mens Topp-Parving, der var gennem kvalifikationen, sikrede sig semifinalepladsen efter en sejr over seedet 4, Rasmus Hembo (Esbjerg).

Følg med i DM