Dobbelt DM-guld til Sigsgaard og Kamper

Christian Sigsgaard vandt sit fjerde DM-guld i karrieren. Emma Kamper sikrede sig hendes livs første danmarksmesterskab.

Christian Sigsgaard viste klassen i DM-finalen. Foto: Allan Høgholm.

Gentofte Tennis Klub havde en aldeles fremragende afsluttende dag ved DM i tennis – Powered by Lokal Forsikring. Det blev nemlig til dobbelt guld for både Emma Kamper og Christian Sigsgaard.

Formiddagen i Aalborg Tennisklub blev indledt med en velspillet herrefinale mellem klubkammeraterne Christian Sigsgaard og Gustav Theilgaard. DM-ugen havde trukket cirka 250 tilskuere til kampen, der også kunne nydes på SPORT LIVE.

Begge spillere holdt serv hele vejen i første sæt, som derfor skulle ud i en tiebreak. Her var 28-årige Sigsgaard skarpest og vandt med 7-4. I andet sæt fik Sigsgaard, der tre gange tidligere har vundet DM-guld, et hurtigt break. Det forsvarede han hele vejen og vandt sættet og kampen med 6-3.

“Det var en rigtig god kamp. Jeg synes, Gustav spiller rigtig godt i første sæt, og jeg vidste godt, at han ville spille godt. Det har han gjort i lang tid nu, og man kan se, han er gået meget fremad. Jeg synes, at første sæt var tight, og vi server begge to rigtig godt. Det gør jeg hele kampen. Jeg tror, at det er det, der lidt gør forskellen i starten af andet sæt, hvor jeg får et break. Tiebreaken og starten af andet sæt var det, der gjorde forskellen i dag,” siger Christian Sigsgaard.

Han nød at spille finalen foran et talstærkt publikum.

“En finale er altid speciel. Der er altid lidt ekstra sommerfugle i maven. Det er første gang, jeg vinder, når det er en del af DM-ugen, så det er fedt at få lov at dele det med så mange andre atleter. Der var rigtigt mange mennesker heroppe, så det var sådan, det skulle være,” siger Christian Sigsgaard.

“Lige nu vil jeg gerne nyde den her. Det er lang tid siden, jeg har vundet DM, og det har altid betydet meget for mig at få et danmarksmesterskab, så det er jeg rigtig glad for. Jeg håber, jeg kan tage det med videre, og jeg vil gerne se, hvor langt jeg kan komme op ad ranglisten. Jeg har haft nogle gode resultater, så jeg håber, at kroppen kan holde til det, og jeg kan komme lidt opad,” siger Davis Cup-spilleren, der aktuelt ligger nummer 531 på verdensranglisten.

Bølgende damefinale

Damernes singlefinale kom til at bølge frem og tilbage. Sarafina Hansen (B.93) kom forrygende fra start og vandt første sæt med 6-1.

“Der tænker jeg bare, at det er vigtigt, at jeg bliver ved og ved med at prøve på at sætte endnu en bold i banen. Det går op for mig, hvordan jeg skal spille hende. Jeg skal prøve serve med lidt mere kick og lidt mere ind i kroppen på hende og få bolden ud af ‘strike zone’ for hende,” siger Emma Kamper.

Og det virkede. Andet sæt gik til Emma Kamper med 6-1. Hun kom foran med 5-0 i afgørende sæt. Sarafina Hansen fik igen træf på sine hårde grundslag og reducerede til 4-5, inden Emma Kamper lukkede kampen.

Emma Kamper måtte kæmpe hårdt i sin finale. Foto: Allan Høgholm.

Bagefter var Emma Kamper, der oprindeligt er fra Vejle, tydeligt glad. Ikke mindst for at kunne spille foran venner og familie fra Jylland, når hun til dagligt spiller på college i Utah.

“Jeg står tilbage med en følelse af glæde og lettelse. Det er helt vildt fedt, at min familie får mulighed for at se mig spille, efter lang tid hvor de ikke har haft den mulighed,” siger Emma Kamper.

Storfavoritter i herredouble

Christian Sigsgaard vendte tilbage til opvisningsbanen i Aalborg Tennisklub, da det var tid til herredoublefinalen. Med sig havde han landsholdskollegaen Johannes Ingildsen (KB).

Deres modstandere Amir Albeg og Mikko Bach Hansen (KFUM Tennis) var gevaldige underdogs. Billetten til finalen var kommet i hus, efter Philip Hjorth fredag måtte trække sig fra semifinalen med en skade i skulderen.

Styrkeforholdet var som forventet. Sigsgaard og Ingildsen vandt DM-titlen med 6-2, 6-1.

“Det er altid en fed ting at sige, at man har vundet DM. Nu er det efterhånden noget tid siden, Sigs og jeg har vundet double sammen. Vi har vundet tre gange nu, og det er selvfølgelig fedt at kunne gøre det igen,” siger Johannes Ingildsen.

Johannes Ingildsen og Christian Sigsgaard viste deres landsholdsniveau i finalen.

“Vi vandt vores første DM for ti år siden. Det er faktisk helt vildt at tænke på. Hvis vi vinder igen om ti år, så har vi vundet med 20 års mellemrum. Det, tænker jeg, må være målet,” tilføjer han spøgefuldt.

Mere guld til Gentofte

Den sidste finale ved DM i tennis – Powered by Lokal Forsikring var damernes double. Emma Kamper havde klubkammeraten fra Gentofte Sophia Ragus ved sin side. De mødte en ung duo i form af Sofia Mortensen (Hørsholm Rungsted Tennisklub) og Marie Benmouyal (KB).

Fjerdeseedede Ragus og Kamper var i kontrol hele vejen og vandt sikkert med 6-3, 6-2.

Fredag blev mixeddouble-finalen spillet. Her vandt Sophia Tølbøl Bergqvist (KB) og Jens Holger Nissen (Holte) deres første DM-guld.

Finaleresultater

Herresingle

  • Christian Sigsgaard (1), Gentofte – Gustav Theilgaard (4), Gentofte 7-6, 6-3

Damesingle

  • Emma Kamper (7), Gentofte – Sarafina Hansen (2), B.93 1-6, 6-1, 6-4

Herredouble

  • Christian Sigsgaard, Gentofte/Johannes Ingildsen, KB (1) – Amir Albeg/Mikko Bach Hansen, KFUM Tennis 6-2, 6-1

Damedouble

  • Marie Benmouyal, KB/Sofia Mortensen, HRT (3) – Emma Kamper/Sophia Ragus, Gentofte (4) 3-6, 2-6

Mixeddouble

  • Sarafina Hansen, B.93/Mingus Hansen, Birkerød (1) – Sophia Tølbøl Bergqvist, KB/Jens Holger Nissen, Holte 6-4, 2-6, 5-10

Lodtrækninger og resultater

Her er oversigten over alle lodtrækninger og resultater for DM i tennis – Powered by Lokal Forsikring.

 Fakta om DM-ugen

  • DM-ugen er en stor sportsbegivenhed, som viser og hylder det bedste fra dansk eliteidræt.
  • Cirka 125 DM-medaljesæt skal uddeles, når DM-ugen afvikles i Aalborg den 23.-29. juni 2025.
  • DM-ugen samler de officielle danmarksmesterskaber for 35 sportsgrene, hvilket dækker over flere end 100 forskellige discipliner til lands, til vands og i luften – fx speedway, beachvolley, cykling, dart, 3×3 basket samt tennis, padel og pickleball.
  • Begivenheden arrangeres af Danmarks Idrætsforbund (DIF) i tæt samarbejde med de mange forbund og værtsbyen Aalborg.
  • Hvis man ikke kan være til stede i Aalborg, kan man følge DM-ugen på Danmarks Radio og Sport Live, hvor der sendes flittig fra DM-ugen.
  • Det er fjerde gang, DM-ugen afholdes, og det er tredje gang i Aalborg. I 2025 går værtsbystafetten tilbage til Herning, mens Aarhus bliver vært i 2027.
  • Se mere på www.dmugen.dk 

Sociale medier og app