Næste skridt i padelsamarbejdet: DPF præsenteret på DIF’s årsmøde

Til oktober kan Dansk Padel Forbund blive forbund nummer 63 i DIF. Dermed er køreplanen for samarbejdet mellem padelforbundet og DTF på skinnerne.

Formændene for DTF og DPF stod side om side under DIF’s årsmøde. Foto: Tobias Schiøler/Dansk Padel Forbund.

Dansk Padel Forbund, Dansk Tennis Forbund og DIF blev i december enige om et fremtidigt programsamarbejde, der blandt andet skal bane vejen for førstnævntes optagelse i DIF.

Den del kom et afgørende skridt nærmere lørdag, da DIF’s 62 specialforbund var samlet til DIF’s årsmøde i Idrættens Hus. Her præsenterede DPF sig foran DIF’s repræsentantskab, og på budgetmødet i oktober skal der stemmes om endelig optagelse af Dansk Padel Forbund som forbund nummer 63 i DIF.

Derfor var det en glad formand for Dansk Padel Forbund, Frederik Bentler, som gjorde status efterfølgende.

”Vi har gjort alt, hvad vi kunne for at sætte et godt aftryk i DIF, og jeg vil sige, at vi lige nu kun mangler det sidste, vigtige skridt. Nu kan vi fremover give arbejdet med at udvikle padel et
hundrede procent fokus i bestyrelsen, og det glæder vi os meget til,” siger Frederik Bentler.

Dansk Tennis Forbunds formand, Christian Lunøe, var med på scenen i mødesalen Gunnar Nu, da DPF blev præsenteret. Han ser frem til det fortsatte samarbejde mellem de to forbund.

”På den korte bane har det handlet om at gøre klar til årsmødet, hvor Dansk Padel Forbund skulle præsenteres som kandidat til optagelse i DIF. På den lange bane handler det om, hvordan samarbejdet skal fungere. Her er der en god proces i gang,” siger Christian Lunøe.

Der var også tydelig tilfredshed at spore hos formanden i DIF, Hans Natorp, der i øvrigt blev genvalgt på årsmødet.

”Det er lige præcis padelmiljøet, som ikke skal være taber i det her. Og det er en forpligtelse, som jeg med glæde kan konstatere, at alle parter har levet op til,” siger Hans Natorp.