Få et indblik i, hvad du kan få ud af at tage Tenniscoach-uddannelsen. Vi tog temperaturen på en helt almindelig kursusweekend i midten af februar.
Det regner og blæser. Der er ingen chance for at forblive tørskoet denne lørdag formiddag. Overhovedet.
De fleste ligger klogt stadig under dynen eller holder sig inden døre i varmen, men en helt speciel gruppe tennis-tosser lader sig ikke skræmme af lidt dårligt vejr. I hvert fald ikke i dag.
For på en løbebane i Brøndby trodser de regnen og kæmper sig igennem en hård og drivvåd Cooper-test. Pulsen er høj, men det er humøret også.
Denne gruppe er kursister på Dansk Tennis Forbunds Tenniscoach-uddannelse, og de er i fuld gang med det næstsidste modul inden eksamen.
Efter at have fuldført den grundlæggende træneruddannelse er de godt i gang med at bygge på deres trænerfærdigheder.
På sidelinjen står dagens underviser Kim Lykke, der blandt andet er fysioterapeut for Davis Cup-holdet.
Under hans vejledning får kursisterne et indblik i de fysiske krav, man bliver stillet som tennisspiller. Og her midt i regnen lærer de løbevillige deltagere, hvad der kræves, når man skal spille tennis på et vist niveau.
Det er femte weekend, kursisterne er samlet. Fra lørdag morgen til søndag aften står den på intensiv undervisning, der veksler mellem teori, praktisk træning og masser af gruppearbejde.
Efter løbeturen giver Kim Lykke et indblik i den teoretiske viden omkring opvarmning, inden kursisterne skal lave deres eget opvarmningsprogram til forskellige aldersgrupper.
På Tenniscoach-uddannelsen følger man det samme hold hele vejen igennem, og det er tydeligt, at der er god stemning denne lørdag. Spørgsmålene flyver rundt om ørene på underviseren i lokalet i Idrættens Hus i Brøndby, mens kursisterne debatterer.
En stor værktøjskasse
Emma Grann har taget vejen til denne weekends undervisning fra Odense, hvor hun ved siden af sit idrætsstudie er træner i Fruens Bøge, mens hun også hjælper til i Nyborg.
Og netop det gode netværk er noget, som deltagerne sætter pris på.
“Det er meget inspirerende. Og det er med til at give mig indsigt. Det er en kæmpe vidensbank. Udover Facebook, hvor vi har en gruppe, får vi rigtig mange tennis-snakke, når vi er her. Jeg synes, vi komplimenterer hinanden rigtig godt, og der er rigtig god gruppedynamik, selvom jeg kun er ene kvinde”, siger hun og påpeger, at hun sætter pris på de ting, hun tager med sig hjem til klubben fra kursets faglige indhold.
“Jeg får en masse tennis-sparring, men jeg får også en større værktøjskasse med hjem med ting, jeg kan implementere i min egen klub.
“Jeg kommer fra en relativ lille klub i forhold til de lidt større københavnerklubber, og der har vi brug for at implementere en kultur, hvor vi kan få bredden mere med. Og der føler jeg, at jeg er blevet klogere på, hvad vi kan forsøge,” siger hun.
Sulten på mere
Mens Kim Lykke holder oplæg, kan en af de ivrige kursister næsten ikke holde armen nede i ren spørgelyst.
Og det er der en god grund til. For Jan Johansen vil vide alt om tennis, selvom han er forholdsvist ny i den sammenhæng.
På en ferie til Spanien for seks år siden blev han bidt af en gal tennisspiller og har siden ikke kigget sig tilbage.
Han har taget turen fra de grundlæggende uddannelser K1, K2 og K3 og bygger stadig videre på sin tennisviden på Tenniscoach-uddannelsen, mens han nu har fået en fast stilling som tennistræner i Fredensborg Tennisklub.
“Jeg har fået rigtig meget ud af Tenniscoach-uddannelsen. Jeg har fået en værktøjskasse, der er proppet med gode fif. Nu skal det ud og bruges. Der har været et godt miks af forskellige temaer og undervisere. Vi kører med det samme hold i hele forløbet, og det giver altså noget,” siger han.
“Jeg har allerede været ude og spille med Vassilli, der også er kursist, hvor vi stillede op SM i B-rækken. Og så har vi en Facebook-gruppe, hvor vi deler lidt med hinanden. Jeg har fået et godt netværk, og det er en god mulighed, der ligger fremadrettet. Jeg kan sagtens finde på at ringe til en af dem og spørge til en øvelse.”
For dette hold er weekenden snart veloverstået, inden holdets tillærte viden i sidste ende skal stå sin prøve i midten af marts.
Her afsluttes kurset med en eksamen, der er delt op i en teoretisk og praktisk del.
Indtil da fortsætter tennis-snakken på fuldt tryk med våde sokker og højt humør.