Hvis man både kan få unge helt ned til 12 år og bedsteforældre til at hjælpe til i træningen, skaber det en kæmpe ressource i klubben. Nyt Hjælpetræner-kursus kan være et stort skridt på vejen.
Da Dansk Tennis Forbund og DGI Tennis tidligere i år lancerede én samlet træneruddannelse, var der udover den kendte basisuddannelse et nyt initiativ i porteføljen.
Hjælpetræner er et tilbud rettet mod folk, der står foran at skulle introduceres til trænergerningen. Kurset er rettet mod de helt unge ned til 12 år, som vil snuse til trænerrollen. Samtidig er Hjælpetræner en god indgang for bedsteforældre eller forældre, der gerne vil hjælpe lidt til i træningen.
”Hjælpetræneruddannelsen rammer nogle målgrupper, som vi ikke tidligere har haft noget til, uden det bliver for tungt og teknisk. Det er heller ikke en hel weekend, men et endagskursus, hvor man stadig bliver klædt grundigt på til rollen som hjælpetræner i klubben,” siger Kitte Kry Bøttcher, der er uddannelseskonsulent i Dansk Tennis Forbund.
Kitte Kry Bøttcher har været med til at udvikle den nye uddannelse, og hun tror på, at kurset kan være med til at flere får øjnene op for at gå trænervejen.
”Vi har set en stor efterspørgsel, hvor helt unge gerne vil i gang med trænerrollen og har en høj motivation for at hjælpe til. Hvis de allerede tidligt opdager, at der er en trænervej, så kan det være med til at sikre, at de også ser den mulighed, når de bliver ældre,” siger hun.
Børn kan spejle sig i unge trænere
Som 12-årig er det for de fleste en for stor opgave at skulle stå for en hel træningslektion. Men med et hjælpetrænerkursus bliver de unge klædt på til at varetage en afgrænset rolle i træningen. Det kan være opvarmning eller igangsættelse af en øvelse.
Den unge alder kan lige frem være en fordel.
”Hvis børnene kan spejle sig i deres træner, giver det en kæmpe effekt. Det kan også skabe en mere legende tilgang, hvis den unge hjælpetræner eksempelvis løber foran i opvarmningen,” siger Kitte Kry Bøttcher.
Bedsteforældrene på banen
Hjælpetræner-kurset, der ligger forud for basisuddannelsen Tennistræner 1-2-3, er også målrettet den anden ende af aldersskalaen.
I mange klubber vil bedsteforældre og forældre gerne give en hånd med i træningen. Men mange kunne godt bruge lidt indblik i det grundlæggende i tennistræning.
På Hjælpetræner opnår man forståelse for valg af bolde, der passer til børnenes niveau, og valg af banestørrelse. Det er også en fordel, når forældrene er nede og spille med deres børn udenfor den skemalagte træning.
Lige nu er tilmeldingen åben for hjælpetrænerkurser i efteråret. Der er kurser over det meste af landet. Find et hjælpetrænerkursus i nærheden af dig.