Tre stærke pigespillere er nomineret til prisen Årets Juniortennisspiller 2021. Vinderen blandt de unge talenter vil blive afsløret i begyndelsen af det nye år.
I 2021 blev det igen muligt for landets dygtigste juniorer for alvor at prøve kræfter med international modstand på ITF World Tennis Tour for juniorer. Det kastede en række fremragende, danske resultater af sig.
Tre unge spillere har gjort sig særligt bemærket og er derfor nomineret til prisen som Årets Juniortennisspiller 2021.
De nominerede er Johanne Svendsen (HRT), Natacha Schou (Lyngby) og Rebecca Munk Mortensen (KB). Både Johanne og Rebecca var også nomineret sidste år, hvor Elmer Møller dog løb med prisen.
Prisen som Årets Juniortennisspiller uddeles af Dansk Tennis Forbund, som har indstillet tre nominerede. En jury af danske sportsjournalister stemmer om den endelige vinder. Vinderen vil blive offentliggjort i uge 4.
Holger Rune har udelukkende spillet som seniorer i hele 2021 og er derfor ikke i betragtning til prisen som Årets Juniortennisspiller.
Årets Juniortennisspiller 2021 – nominerede
De nominerede er skrevet i alfabetisk orden.
Johanne Svendsen (15. maj 2004)
Johanne Svendsen fik for alvor medvind, da hun i marts gik hele vejen og vandt en kategori 1 ITF juniorturnering i Colombia. Efter yderligere to kvartfinaler i kategori 1 i Rusland og Polen, fik Hørsholm Rungsted-spilleren debut ved juniorudgaven af Roland Garros, hvor 2. runde blev endestationen. Hun kvalificerede sig også til Wimbledon og nåede 2. runde ved junior US Open.
Johanne Svendsen fik sin internationale seniordebut ved en $15.000-turnering i Vejle. Her gik hun hele vejen og vandt titlen. Ugen efter nåede hun kvartfinalen i en lignende turnering på KB. Det blev også til en DM-titel for hold, hvor Johanne Svendsen vandt begge sine kampe i finalen.
Efteråret blev rundet af med en kvartfinale i Belgien (kat. 1), titel i Sydafrika (kat. 2) og endnu en kvartfinale i Sydafrika (kat. A).
2021 har også budt på tre doubletitler i store internationale juniorturneringer, hvilket har boostet hendes placering på juniorverdensranglisten. Her sluttede Johanne Svendsen sidste år som nummer 376. Hun ligger nu nummer 17.
Natacha Schou (6. april 2004)
Natacha Schou nåede i foråret 2021 finalen i både en kategori 4 og en kategori 5-turnering på den internationale juniortour. Og i april gik hun hele vejen ved en ITF kategori 4-turnering på Cypern. Resten af året koncentrerede Natacha Schou sig om juniorturneringer på et lidt højere niveau.
Det kastede en finaleplads af sig i en kategori 3, en kvartfinale i en kategori 2 og 2. runde i en kategori A, som er niveauet lige under junior grand slams.
Sammenholdt med en række gode doubleresultater i Sydafrika og Tyskland gav det et stort avancement på juniorverdensranglisten. Natacha Schou sluttede 2020 som nummer 827. Hun ligger nu nummer 124.
Rebecca Munk Mortensen (1. november 2005)
Rebecca Munk Mortensen har vundet tre juniortitler på ITF’s World Tennis Tour – en i kategori 5 og to i kategori 4. Kombineret med en finaleplads i en kategori 4 og kvartfinaler i efteråret i Spanien i en kategori 1 og en kategori 2-turnering er hun skudt op ad juniorverdensranglisten.
I double er det blevet til to titler og yderligere tre finaler i kategori 3 og 4-turneringer.
På seniorsiden var Rebecca Munk Mortensen 1. single på det KB-hold, der vandt indendørs DM-guld. Hun vandt den afgørende Golden Matchtiebreak, der sikrede guldet. Det blev til sølv udendørs i både individuelt DM og DM for hold.
Rebecca Munk Mortensen sluttede sidste år som nummer 680 på juniorverdensranglisten. Hun ligger nu nummer 130.
De sidste 10 års vindere af Årets Juniortennisspiller
- Elmer Møller
- Holger Rune
- Clara Tauson
- Clara Tauson
- Clara Tauson
- U12-landsholdet, der vandt EM inde og ude
- Simon Friis Søndergaard
- Simon Friis Søndergaard
- U13- og U15 landsholdene, der vandt nordisk mesterskab
- Emilie Francati