Her er højdespringerne i dansk tennis

Klubberne med den bedste medlemsudvikling – højdespringerne for 2018 i Dansk Tennis Forbund – er fundet. Læs deres opskrift på medlemsfremgang.

I Tarm har de blandt andet genoplivet klubturneringen for juniorer og seniorer.

Traditionen tro kårer Dansk Tennis Forbund i år 15 højdespringere. Udmærkelsen går til de klubber, som har klaret sig bedst målt på medlemsudvikling det seneste år – altså denne gang i medlemstallene fra 2017 til 2018. I år kåres der dog en ekstra højdespringer, da to klubber lå helt lige.

Der er klubber fra alle kroge af kongeriget og i alle størrelser lige fra Lejre med 46 medlemmer og Kløvermarken med 879 medlemmer. Men fælles for dem alle er lysten til at få en endnu bedre klub.

”Både blandt højdespringerne og helt generelt oplever jeg det, man kunne kalde bæredygtig vækst. Klubberne arbejder seriøst med tiltag, der gør dem mere attraktive for nye medlemmer. Men der er også stor fokus på at integrere nye og gamle medlemmer, så folk får lyst til at blive i sporten i mange år,” siger udviklingsansvarlig i Dansk Tennis Forbund, Lars Elkjær.

Gratis ketcherbyt

Et godt eksempel på en klub med en positiv og bæredygtig udvikling er Tarm Tennisklub i Vestjylland. Klubben er gået fra 51 medlemmer i 2017 til 86 i 2018. Bag den flotte vækst ligger en stor indsats for at gøre klubben mere synlig for især børnefamilier i byen.

Samtidig har klubben haft fokus på et godt klubliv med sociale arrangementer i centrum. Det fortæller klubbens formand Jørgen Olesen.

”Vi lukker ikke bare nye medlemmer ind i klubben og lader dem passe sig selv. Vi følger op på dem til klubaftener, hvor vi ringer til dem og hører, om de ikke har lyst til at deltage. Jeg tror, at det har givet en effekt af mund til mund, hvor folk siger til hinanden, at ‘det fungerer ude i Tarm Tennisklub’,” siger han.

I Tarm er de også bevidste om, at der groft sagt ikke skal være nogle gode undskyldninger for at lade vær med at begynde til tennis. Nye medlemmer får en fed startpakke med bolde, håndklæde og t-shirt. Desuden kan juniorer købe en ketcher for kun 100 kroner. Og den ketcher kan de sågar bytte til en større helt kvit og frit, når de vokser fra den.

Jørgen Olesen kan mærke, at der kommet en langt bedre stemning i hele klubben.

”Før kunne folk finde så mange ting at brokke sig over. Men sidste år har jeg ikke hørt et eneste negativt ord sidste år. Så det er en fornøjelse at bruge noget tid på det,” siger han.

Til den kommende sæson er den erklærede målsætning at komme over 100 medlemmer. Og Tarm, som blev årets tennisklub i Jylland i 2018, ligger ikke på den lade side.

”I år udvider vi ved at lave rene dame- og herreaftener hver anden mandag. Vi fortsætter med klubaften hver torsdag, hvor klubben giver pølser, øl og vand. Det er egentlig vores største udgift, men det er givet godt ud,” siger Jørgen Olesen.

Jubilæum og annoncesamarbejde

En anden højdespringer i rivende medlemsudvikling er Frederikssund Tennis Klub. I Frederikssund fik de 73 flere medlemmer i 2018, så de nu er 288. Klubbens formand Jesper Friese fortæller, at den vækst blandt andet kom i kraft af et jubilæumstilbud.

”Vi var så heldige, at vi havde 110 års jubilæum sidste år. Hvis man kom på selve dagen og meldte sig ind, så kostede det 110 kroner for resten af året. Der fik vi faktisk 33 nye medlemmer den dag. Vi kan se, at langt de fleste er blevet og har meldt sig ind til den nye sæson,” siger han.

Klubben har fokus på den daglige trivsel hos juniorerne, hvor der hvert år er priser til årets bedste kammerat og den spiller, der er kommet flest gange til træning.

Frederikssund er også optagede af at gøre opmærksom på klubbens eksistens til nye medlemmer. Det sker både med flyers, som medlemmerne deler ud. Men også med annoncer i lokalavisen. Her arbejder man sammen med Ølstykke Tennisklub, så man har råd til helsidesannoncer, der immervæk er nemmere at få øje på.

”Vi satser på at kunne nå 300 medlemmer i år. Det er nogle år siden, at vi har været det, så det kunne være fedt,” siger Jesper Friese med stor gåpåmod i stemmen.

Tennis, badminton og bordtennis

I det hele taget vrimler det med gode tiltag hos højdespringerne. Stautrup, der er en forstadsklub til Aarhus, har haft succes med at samarbejde med den flerstrengede forenings badminton- og bordtennisafdelinger om prøvemedlemsskaber. Det skrev Lokalavisen Aarhus for nylig i en artikel om den generelle medlemsvækst i de århusianske klubber.

Og væksten i dansk tennis begrænser sig bestemt ikke til de 16 højdespringere. Det samlede medlemstal i Dansk Tennis Forbund steg med 1513 medlemmer til 58.146 i 2018.

Fakta: Sådan findes højdespringerne

Alle klubber får en rangering målt på både vækst i antal og vækst i procent. De to tal lægges sammen til en score, der afgør årets højdespringere. De 15 bedste klubber kåres som årets højdespringere. I år endte to klubber helt lige, så der i stedet blev kåret 16 højdespringere.

De 16 højdespringere 2018

  • AGF Tennis
  • Dronninglund IF
  • Frederikssund Tennis Klub
  • Frejlev Tennisklub
  • Højbjerg Tennisklub
  • Kløvermarkens Tennisklub
  • Kristrup Tennisklub
  • Lejre Tennis Klub
  • Middelfart Tennisklub
  • Seest Boldklub
  • Silkeborg Tennisklub
  • Solrød Tennisklub
  • Stautrup Idrætsforening
  • Taarbæk Tennis Klub
  • Tarm Tennisklub
  • ØBG Silkeborg