De forsvarende mestre – HRT’s kvinder og KB’s herrer – møder henholdsvis Lyngby og KFUM, når DTF Holdturneringen Inde starter op med en ny struktur.
Når første runde af HEAD DTF Holdturneringen Inde spilles i weekenden den 27.-28. oktober, vil det samtidig betyde debut til en ny holdturneringsstruktur.
Elitedivisionerne er blevet reduceret fra 12 til 8 hold, der nu spiller alle mod alle om en plads i top 4. De fire bedste hold kvalificerer sig nemlig som tidligere år til Medaljespillet, der afholdes 23.-24. marts 2019.
I 1. og 2. division består udelukkende af klubbers førstehold, hvilket har givet plads til en lang række oprykkere til 2. division. Helt nøjagtig har 12 herrehold og 9 kvindehold fået opgraderet deres status til divisionshold.
“Den nye struktur vil give den samlede holdturnering et løft. Konkurrencen og kvaliteten øges i Elitedivisionen med reduktionen fra 12 til 8 hold. Samtidig bliver kampen om op- og nedrykning i 1. og 2. division langt mere gennemskuelig, når rækkerne udelukkende har deltagelse af klubbernes førstehold. Strukturen giver også flere klubber mulighed for at spille med i 1. og 2. division, hvilket øger interessen lokalt og giver bedre mulighed for eksponering” siger Lars Gulmann, der er holdturneringsansvarlig i bestyrelsen i Dansk Tennis Forbund.
Klubbernes andet- og tredjehold spiller i en separat Liga, der er opdelt i to niveauer. For divisioner og liga gælder det, at holdkampene består af fire singler og to doubler hos både kvinder og herrer.
Gode opgør i 1. runde
De forsvarende mestre i kvindernes elitedivision, HRT, tager i første runde på en kort udebanetur til Lyngby, mens sølvvinderne fra Birkerød hjemme møder HIK. De nykårede udendørsmestre fra Gentofte byder oprykkerne fra Roskilde på besøg. I rundens sidste kamp mødes B93 og KB.
Hos herrerne lægger mestrene fra KB for mod KFUM, der ikke har egen hal og derfor formentlig spiller sine hjemmekampe i Ølstykke. Hos HIK, hvor festen efter gevinsten i den udendørs holdturnering muligvis stadig er i gang, kommer sidste års bronzevindere fra Virum-Sorgenfri på besøg. Desuden spiller Skovbakken hjemme mod Gentofte, og Lyngby hjemme mod HRT.
Program, resultater og stillinger kan fra denne sæson ses i DTF’s nye tennisplatform, Tournament Software. Bemærk, at de eksakte kampdatoer og tidspunkter kan ændre sig frem til 10. oktober, der er deadline for hjemmeholdenes indberetning af spilletidspunkter.
1. runde i Elitedivisionen kvinder
- Lyngby – HRT
- Birkerød – HIK
- B 93 – KB
- Gentofte – Roskilde
1. runde i Elitedivisionen herrer
- Lyngby – HRT
- Skovbakken – Gentofte
- KFUM – KB
- HIK – Virum-Sorgenfri
Vil du have turneringsnyheder direkte i din indbakke? Så tilmeld dig Dansk Tennis Forbunds Turneringsnyhedsbrev med det samme.