Efter en meget solid uge på Mallorca blev Holger Rune stoppet i finalen af franskmanden Evan Furness ved en $15.000-turnering.
Holger Rune fik en god start på turneringsåret 2021. Ved en $15.000-turnering på Rafel Nadals akademi på Mallorca strøg den 17-årige dansker i finalen uden tab af sæt.
Mod Evan Furness (ATP: 464) i finale holdt det anderledes hårdt. Den 22-årige franskmand vandt første sæt med 6-2, og var foran 5-3 i andet. Men Holger Rune svarede godt igen og vandt sættet med 7-5.
I afgørende sæt var begge de to første partier meget lange med fordele til begge spillere. Desværre lykkedes det ikke Holger Rune at vinde nogen af dem. I stedet accelererede Furness og tog sættet uden afgivelse af parti.
Finalepladsen på Mallorca indbringer Holger Rune 6 point til verdensranglisten. Det vil løfte ham lidt under 20 pladser i rangering, så han kom op omkring nummer 457 i verden.
Holger blev tidligere på ugen afsløret som en af tre nominerede til prisen Årets Tennisspiller 2020.
Holger Runes vej til finalen
- Semi: Dan Added (FRA) 6-2, 6-1
- Kvart: Kenny De Schepper (FRA) 6-3, 6-3
- 2. runde: Clement Tabur (FRA) 6-1, 6-4
- 1. runde: Jeroen Vanneste (BEL) 6-1, 6-0