Dansk Tennis Forbunds generalforsamling for 2026 afholdes lørdag den 14. marts i Idrættens Hus i Brøndby. Dagsordenen er opdateret med forslag fra Tennis Øst.

Dansk Tennis Forbunds generalforsamling afholdes fra klokken 12 lørdag den 14. marts I Idrættens Hus i Brøndby. Indskrivningen til generalforsamlingen begynder klokken 11.30.
Som noget nyt i år inviterer Dansk Tennis Forbund til dialogmøde forud for generalforsamlingen fra 10-11.30. Desuden tilbyder DTF morgenkomplet mellem 9.30 og 10 til de interesserede.
Indbydelserne til generalforsamlingen er sendt til den formand, som er registreret i Centralt ForeningsRegister, hvor foreningerne også indberetter medlemstal.
Skulle I som forening ikke have modtaget indkaldelsen, kan I kontakte Dansk Tennis Forbund på dtf@tennis.dk
Alt samlet ét sted
I år har vi samlet alle materialer til generalforsamlingen ét sted. Her finder du dagsorden, årsberetning, regnskab og budget, samt indkomne forslag. Du kan også læse mere om dialogmødet.
GÅ TIL SIDE OM DTF’s GENERALFORSAMLING
Siden vil løbende blive opdateret.
Tennis Øst har indsendt et forslag, der vil blive behandlet på generalforsamlingen. Forslaget handler om pickleball som organisatorisk del af dansk tennis. Du finder forslaget på siden om generalforsamlingen.
Deltagelse
Til generalforsamlingen kan alle personer deltage, der medlem af en klub under DTF. Desuden kan gæster inviteret af formanden deltage.
Op til to repræsentanter fra hver medlemsklub har taleret på generalforsamlingen. Det samme har bestyrelsesmedlemmer i unioner og DTF, samt gæster inviteret af formanden.
På generalforsamlingen er der stemmeret til én repræsentant for hver af medlemsklubberne. En stemmeberettiget kan kun repræsentere én medlemsklub. Unionsrepræsentanter og DTF’s bestyrelse har også stemmeret.