KB vil forsvare dobbelt guld ved medaljespillet

Der bliver masser af spænding og toptennis, når KB i weekenden lægger grus til HEAD DH Ude Medaljespil 2018.

Martin Pedersen skal forsøge at skaffe endnu en DM-titel til KB.

I den kommende weekend løber et af flagskibene i dansk tennis af stablen, når danmarksmesterskabet for hold skal afgøres ved HEAD DH Ude Medaljespil 2018. På hjemmebane på Pile Allé skal KB se, om de kan gøre kunststykket fra sidste år efter og vinde både damernes og herrernes række.

På damesiden må KB undvære Clara Tauson, der er i Nordamerika, når de møder Birkerød. De to hold har ikke stødt på hinanden i denne sæson. Men KB har revanche til gode fra det indendørs medaljespil, hvor Birkerød anført af Karen Barritza slog Frederiksberg-holdet ud i semifinalen.

I den anden semifinale spiller Gentofte mod HIK, som er uden Hannah Viller Møller, der spiller kvalifikation til juniorernes US Open. Gentofte har været særdeles suveræne og har kun tabt én eneste kamp i løbet af grundspil og mellemspil. Det skete sjovt nok netop mod HIK, da Malou Ejdesgaard slog Maria Jespersen med 13-11 i matchtiebreak.

Følg resultaterne løbende fra HEAD DH Ude Medaljespil 2018.

Meget lige hos herrerne

KB’s herrer kunne som bedste hold i mellemspillet vælge semifinalemodstander mellem Gentofte og sidste års sølvvindere fra HIK. Selvom KB havde størst succes i løbet af sæsonen mod HIK, faldt valget alligevel på Gentofte.

Dermed bliver det HIK, der står overfor medaljespillets eneste jyske islæt, Skovbakken. De to klubber spillede 3-3 i mellemspillet. Det resultat kunne HIK være bedst tilfreds med, idet de ved den lejlighed vandt begge matchtiebreaks i holdkampen.

Der er gratis entre til medaljespillet, og kampstart både lørdag og søndag er klokken 11.00. Holdkampene afvikles over tre runder. I første runde spiller de to højest rangerede singler, i anden runde spiller nummer tre og fire, inden der sluttes af med to doubler.

Elitedivisionen 2019

Næste forår vil Elitedivisionen været slanket ned fra 12 til 8 hold. Sidste weekend blev det afgjort, hvilke klubber, der bliver repræsenteret.

Hos damerne var medaljespilsdeltagerne samt Holte og Skovbakken allerede sikret endnu en sæson i landets bedste række. De to sidstnævnte via tredjepladser i deres mellemspilsgrupper. De to sidste hold bliver HRT og Virum/Sorgenfri.

HRT forsvarede deres status om elitedivisionsklub med en 4-1 sejr over Fruens Bøge, mens Virum/Sorgenfri på udebane sikrede oprykning med 4-1 over Hillerød.

Hos herrerne var Give og Virum/Sorgenfri sikre på et år mere på 1. klasse sammen med klubberne i medaljespillet. HRT og Lyngby forbliver også i den bedste række efter sejre over henholdsvis Aalborg Østre og Hillerød.

Fakta HEAD DH Ude Medaljespil 2018

  • Sted: KB Tennis, Pile Allé 14, 2000 Frederiksberg
  • Entre: Gratis

Kampstart

  • Semifinaler lørdag klokken 11.00
  • Bronzekampe og finaler søndag klokken 11.00

Vil du have nyheder om dansk tennis direkte i din mailboks? Så tilmeld dig nyhedsbrevet Tennisdanmark.