Selvom det er Gives første gang i Medaljespillet, nøjes de ikke bare med at være glade for at være med. Det jyske tophold tror på, at de kan gå hele vejen.
Når Medaljespillet i Elitedivision løber af stablen i weekenden (kom og kig – det er ganske gratis!), er det med Tordenskjolds soldater som deltagere. KB og Gentofte er med hos både damer og herrer. De nordsjællandske mastodonter fra HRT og Birkerød runder feltet af hos kvinderne, mens Lyngbys indendørs danmarksmestre er klar til semifinalerne hos herrerne.
En enkelt klub skiller sig dog ud. Landsbyklubben Give er klar til sit første Medaljespil i klubbens kun anden sæson på øverste hylde.
Sidste år var der mange, der spærrede øjnene op, da oprykkerne uden problemer blev den klub med klart flest tilskuere til hjemmekampene. Og tennisfesten er fortsat i ”Gryden”, som det lokale anlæg kaldes, selvom vejret i år har været alt andet end samarbejdsvilligt.
Nu er den jyske armé krydret med tysk kvalitet klar til at indtage HIK’s anlæg i weekenden. Klar til at indtage tennisdanmark. Og klar til at kæmpe med om DM-guldet.
Læs her, hvad Gives sportschef og holdkaptajn Lars Baes siger forud for Gives debut i Medaljespillet.
I har startet jeres eliteprojekt i Give med ambitioner om at spille om medaljer. Nu er I klar til Medaljespillet. Hvordan er det?
”Det er naturligvis en tilfredsstillelse, at vi har nået vores overordnede mål for sæsonen, men det er ikke sådan, at vi er i ekstase over det. Med så godt et hold, som det vi har fået sat sammen i år, ville det have været skuffende ikke at kvalificere os, ligesom det vil være skuffende, hvis vi slutter sidst i Medaljespillet. Vi har vores fulde fokus på Medaljespillet, og vi kommer med masser af motivation.”
Hvordan ser du jeres chancer i Medaljespillet?
”Jeg synes, de er gode. Vi har alle vores spillere med, så vi kan vælge 100 procent ud fra forventede match ups og egne spilleres dagsform. Jeg synes ikke, vi er favoritter mod KB i semifinalen, men jeg tror på, vi har en god chance. Det er sådan en kamp, der kan svinge frem og tilbage og forhåbentligt er det til sidst os, der vinder de afgørende bolde. Vi kender deres hold virkelig godt – nok bedre end de kender vores – men samtidigt må vi også erkende, at det er et voldsomt stærkt hold, som vi gerne havde undgået i semifinalen.”
”Skulle vi vinde semifinalen, så kunne det godt ligne, at Gentofte venter i finalen, og da det er klart det mest formstærke hold i Danmark pt., så kan vi næppe tilskrive os favoritværdigheden der, selv om jeg selvfølgelig tror på, at vi også kan vinde den kamp. Meget af alt det her afhænger dog af, om Lyngby for ekesempel smider et Wild Card til Torpegaard eller Løchte.”
I har brugt en del forskellige spillere i sæsonen, og mod HRT vandt i fire singler, men tabte to doubler. Er jeres doubler spillet godt nok sammen, eller er det jeres akilleshæl i Medaljespillet?
”Ja, vi må jo nok indrømme, at vi lider lidt under meget skiftende doublekonstellationer og ganske få muligheder for at træne sammen med hele truppen. Doublepræstationerne mod HRT og HIK var under niveau, uanset om vi er sammenspillede eller ej, og der forventer jeg klart, at vi kommer med langt mere i Medaljespillet.”
Med Andreas Bjerrehus, Anders Grinderslev og Rasmus Michelsen har I tre spillere, der sidste år var i Medaljesplllet for Skovbakken. Hvad betyder det at have den rutine, når det går løs i HIK lørdag og søndag?
”Jeg ved ikke, hvor meget rutine betyder, hvis selvtillid og form ikke er der. Så det vigtigste for mig er at smide nogle spillere i ilden, der tror på, at de kan vinde deres kampe, og som vil kæmpe til sidste blodsdråbe for at nå det. Rutinerede spillere kan også blive nervøse, og kunsten er at finde det helt rette spændingsniveau med hjælp fra holdet. Det betyder meget, at vi har nogle tenniskyndige folk som for eksempel Michelsen på sidelinjen, der kan coache og skabe god stemning, hvis ikke han selv lige skal på banen.”
På tværs af herrer og damer er I eneste hold i Medaljespillet, som holder til vest for Valby Bakke. Betyder det noget for jer at repræsentere den del af landet?
”Det betyder utroligt meget. Vi er godt nok en blanding af jyder og tyskere, men Give er vel næsten så jysk, som det kan blive. Det er noget, vi bærer med stolthed. De værdier, som vores lille lokalsamfund repræsenterer, er noget, vi lukrerer meget på i tennisklubben. Sammenhold, opbakning, dialog og rummelighed gør, at vi er nået hertil. Det havde aldrig været muligt uden den ånd, der hersker i et lokalsamfund som vores. Om det er noget særligt for Jylland, ved jeg ikke. Men vi er stolte over at repræsentere Jylland og jysk tennis. Uanset at vi også har tyskere på holdet, så har vi primært jyske spillere i truppen. Vi er en jysk klub med jyske ildsjæle, og vi har kørt klubben op til Medaljespillet hele vejen fra serierækkerne med et hav af jyske spillere med opbakning fra jyske medier og jyske sponsorer. Hundredevis af jyske tilskuere har bakket holdet op til kampene. Så jo, det betyder utroligt meget for os at vise, at Jylland stadig kan noget i tennisdanmark.”
I løbet af sæsonen er I altid meget åbne om jeres holdopstilling, som man normalt kan læse i Horsens Folkeblad. Vil du løfte sløret for opstillingen på lørdag, eller skal vi gemme det til fredag, hvor alle hold skal røbe deres 1. og 2. singler til semifinalerne?
”Det er meget enkelt, for de lokale medier gider ikke skrive noget om os, hvis ikke de ved, hvem der skal spille, og de er altid irriterede over, de ikke ved, hvem vores modstandere er. Det er lettere at lokke læsere og tilskuere til, hvis man har noget at sælge udover et klubnavn. Da vi havde HIK på besøg forleden tog jeg kontakt til Holger Rune privat for at høre, om han var med. Ellers var der ingen historie for aviserne. Det var han så, og det gav os langt mere spalteplads end ellers. Vi ved allerede i april, hvem der spiller hvilke kampe for os med forbehold for skader, og jeg synes, alle hold burde melde ud i langt bedre tid, hvem der spiller de fire singler.”
”På lørdag er der dog for meget på spil for os, så vi holder kortene tæt til kroppen, indtil opstillingen skal afleveres. Vi slår ind fredag aften, så det er under alle omstændigheder nok først derefter, jeg har en idé om, hvordan puslespillet skal lægges. Jeg vil dog godt løfte sløret for, at vi smider et Wild Card på Frederik Press, og at både Marco Kirschner, Andreas Bjerrehus, Florian Barth, Anders Grinderslev, Rasmus Michelsen og Niels Heise Korsgaard er med på turen til København.”
På fredag kan du her på tennis.dk finde Gives 1.+2. singler til semifinalerne, ligesom alle de øvrige semifinalisters opstillinger vil ligge klar.
Medaljespillet foregår i HIK tennisklub i den kommende weekend. Lørdag er der semifinaler, og søndag spilles finaler og bronzekampe. Begge dage er der kampstart klokken 11.00. Har du ikke mulighed for at være til stede i HIK, kan du følge løbende med på tennis.dk eller i Tournament Software.